Ny rapport anbefaler løbende kvalitetskontrol af kræftbehandlingen
Den nuværende kvalitetsmonitorering på kræftområdet kan ikke i tilstrækkelig grad bidrage til at forbedre behandling af kræftpatienter i Danmark. Det viser Kræftens Bekæmpelses kortlægning i rapporten Bedre brug af data for bedre liv med kæft – kvalitet i kræftpatienters forløb.
Selv i ‘verdens bedste sundhedsregistre er der huller både før og efter kræftpakkeforløbet og behandlingen på sygehuset. I øjeblikket ligger patientoplysninger i et væld af registre og i et hav af forskellige administrative systemer, forvaltninger, offentlige myndigheder og aktører. Der er brug for et nationalt initiativ – og der er brug for, at data bruges klogt.
Kræftens Bekæmpelse har i rapporten tre overordnede anbefalinger:
- At der på nationalt niveau foretages en løbende systematisk monitorering af udvalgte kvalitetsmål på kræftområdet på samme måde som i det nationale kvalitetsprogram.
- At den nationale monitorering dækker hele kræftpatientforløbet fra start til slut uafhængigt af, hvem der yder den sundhedsfaglige indsats.
- At der nationalt offentliggøres en årlig rapport om kvaliteten på kræftområdet målrettet både offentlighed og sundhedsvæsen, som sætter fokus på områder, hvor der er forbedringspotentiale.
I rapporten er der ligeledes anbefalinger til, hvordan kvaliteten både før, under og efter behandling kan følges.
Rapportens formål er at vise, at kvaliteten i hele kræftforløbet løbende kan forbedres forud for den kommende sundhedsaftale fra regeringen.
Skriv et svar