Er du berørt af “Ringsted-sagen”? DBO inviterer til informations- og dialogmøde 26.februar

I kølvandet på udviklingen i sagen om de mangelfulde brystkræftundersøgelser på Ringsted Sygehus, inviterer Dansk Brystkræft Organisation (DBO) til informations- og dialogmøde tirsdag d. 26.februar kl. 16.30 hos Kræftrådgivningen på Ringstedgade 71, 4700 Næstved. 

Mødet er målrettet dem, som er berørte af “Ringsted-sagen” og er åbent for både medlemmer og ikke-medlemmer af DBO.

På mødet vil fungerende formand Gitte Laursen give en status på sagen, og DBO’s samarbejdspartnere advokaterne Søren Kroer og Jacob Fink vil fortælle om, hvorfor det er vigtigt at reagere, hvis der sker fejl, hvad dine rettigheder er som patient, og hvad mulighederne er for at søge om erstatning – og der vil selvfølgelig også være mulighed for at stille spørgsmål.

Det er gratis at deltage i arrangementet, men af hensyn til forplejning og lokale tilmeld dig på tlf.: 4050 7859 eller på dbosydsjaelland@brystkraeft.dk​ – senest 25.februar.

Se hele invitationen her

Kort om sagen:

  • Fra 2013-2017 tilsiddesatte Ringsted Sygehus bevidst de nationale retningslinjer og udførte mangelfulde undersøgelser på kvinder, hvor der var mistanke om brystkræft.
  • I første omgang blev 2.600 sager gennemgået, og 735 patienter blev genindkaldt – heraf har ni fået konstateret brystkræft.
  • I starten af februar afslørede Jyllands-Posten, at de mangelfulde undersøgelser var et resultat af en ledelsesbeslutning, hvor man ønskede at optimere antallet af undersøgelser pr. dag.
  • Sagen har siden da udviklet sig væsentligt, og Ringsted Sygehus har senest meldt ud, at 8.700 journaler fra årene 2013-17 nu skal gennemgås.
  • Som resultat af den omfattende sag blev Sygehusdirektør Vagn Bach for nylig fyret, og direktionen i Region Sjælland er kommet med syv indsatser for kvinderne, der er berørt af sagen. Læs dem her.

 

 

 

3 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *