DBO-kreds Sydsjælland deltog i Stafet for Livet på Møn

I den forgangne weekend deltog Vivi Riis-Nielsen (den smilende lyshårede kvinde på billederne) og Mimi Petersen (den smilende mørkhårede kvinde på billederne) fra DBO-kreds Sydsjælland i Stafet for Livet i Stege på Møn.

Det var første gang, at der blev afholdt Stafet for Livet på Møn, og den kom rigtig godt fra start med super flot vejr og mange fine aktiviteter på pladsen. Stafetten på Møn havde også et velfungerende oplysningstelt, hvor DBO-kreds Sydsjælland stod med vigtigt oplysningsmateriale fra DBO.

Der deltog i alt 14 hold, 423 deltagere og 33 fightere i Stafetten på Møn, og arrangørerne bag har allerede meldt ud, at Stafet for Livet på Møn er kommet for at blive.

Tekst og foto: Vivi Riis-Nielsen