DBO-kreds Trekantområdet satte fokus på lymfødem

DBO Kreds-Trekantområdet har afholdt endnu et velbesøgt arrangement. Denne gang en temaften om lymfødem, hvor lymfødemterapeut Anette Speyer fra Vejle Sygehus gav et spændende oplæg om lymfesystemet og årsagen til lymfødem. Hun kom også med relevante oplysninger om behandling af lymfødem, der varetages af lymfødemterapeuter på hospitalerne.

Anette Speyer fortalte desuden, at man ved mistanke om lymfødem skal kontakte sin egen læge, der kan henvise til lymfødembehandling på hospitalet, og at alle med lymfødem som minimum har behov for kompressionsbehandling.

Den næste oplægsholder var fysioterapeut Mette Hansen fra Sundhedscentret i Kolding. Hun fortalte om de kommunale træningstilbud, der ofte foregår i hold. Ud over træning kan de kommunale tilbud også omfatte samtaler, ‘walk and talk’-ture og tilbud om mindfulness. De forskellige tilbud, der findes i  Kolding Kommunes Sundhedscenter kræver ikke forudgående lægehenvisning.

De gode oplæg blev afrundet med en opfordring til den enkelte om at være opmærksom på egen krop og mærke efter.

Efter en kort kaffepause var der fremvisning af kompressionsprodukter ved Inger Jacobsen fra Sahva i Kolding og Lotte Seheim fra Firmaet Livja.

Du kan læse om kommende arrangementer i DBO-kreds Trekantområdet her.

Tekst: Lone B. Hansen, DBO-kreds Trekantområdet
Foto: Gitte Laursen, DBO-kreds Trekantområdet