Nyt studie: P-piller øger risikoen for brystkræft med 20%

Et nyt dansk studie, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, viser, at kvinder mellem 15 og 49 år, der tager p-piller, har en hormonspiral eller bruger anden hormonprævention, i gennemsnit har en 20% øget risiko for at få brystkræft.

Studiet har fulgt 1,8 millioner danske kvinder mellem 15 og 49 år fra 1995 til 2012. Hvor 55 kvinder ud af 100.000 mellem 15 og 49 år, som aldrig har brugt hormonal prævention, normalt i løbet af et år vil få brystkræft, er det 68 kvinder ud af 100.000, der bruger hormonel prævention, der udvikler brystkræft. Dermed giver p-piller, hormonspiraler, minipiller, p-plastre og p-ringe 13 ekstra tilfælde af brystkræft per 100.000 kvinder hvert år. Studiet viser også, at risikoen for at udvikle brystkræft stiger, jo længere tid kvinden har brugt hormonproduktet. Efter det første år er risikoen steget med 9%, mens der efter 10 års brug er en 38% øget risiko for brystkræft.

– Det er første gang på verdensplan, at vi har en undersøgelse af denne størrelse, hvor vi har kunnet fastlægge risikoen for brystkræft i forhold til, hvor længe kvinden har brugt præparatet, siger seniorforfatter til studiet, professor på Rigshospitalet Øjvind Lidegaard til politiken.dk.

Ifølge studiet er der ingen forskel på, hvilken form for hormonel prævention, som kvinderne anvendte og risikoen for at få brystkræft. Uanset om kvinderne dagligt spiste en p-pille eller havde en hormonspiral siddende i livmoderen.

– Og det taler i mod den gængse opfattelse af hormonspiraler. Mange tror, de kun afgiver hormoner lokalt i livmoderen. Men hormonerne fra den går også i blodet og kan påvirke brystvævet, siger Øjvind Lidegaard til politiken.dk.

Læs hele artiklen her.