Ny hjemmeside til kræftpatienter og pårørende

Behovet for råd, vejledning og redskaber til livet under og efter kræft er støt stigende. Derfor har Region Midtjylland udviklet hjemmesiden Livet med og efter kræft. 

Hjemmesiden henvender sig til patienter og pårørende og giver vigtig viden om og redskaber til at mestre livet med og efter kræft. Her kan du blandt andet finde information om træthed, smerte og psykisk påvirkning og høre andre patienter fortælle om deres erfaringer. Hjemmesiden tilbyder også en række redskaber til mindfulness, træning, søvnproblemer og håndtering af nye roller i familien.

Selv om det faglige fokus på rehabilitering efter kræft ikke er nyt, er der behov for nye måder at formidle emnet på, fastslår Pia Riis Olsen, der er klinisk sygeplejespecialist hos Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

– For nogle år siden begyndte vi at kunne mærke, at folk søgte deres viden på andre måder. Det er svært at ramme det rigtige tidspunkt for, hvornår man har overskud til at tage på kursus. Derfor kom vi op med idéen om at lave et online tilbud, som patienter og pårørende kan tilgå hjemmefra, når de har behovet, siger hun.

Hjemmesiden er udviklet af fagpersoner med hjælp fra patienter og pårørende, som har peget på emner, der har været vigtigst for dem i forbindelse med rehabilitering.

– Det gode ved den nye hjemmeside er, at man for det første kan få faktuel viden fra fagfolk. Og så kan man høre, hvad andre patienter har oplevet. Vi har skabt et forum, hvor man som patient kan identificere sig med andre i samme situation. Den form for kombination er væsentlig, siger udviklingssygeplejerske Ida Zerlang fra Onkologisk Afdeling i Hospitalsenheden Vest.

Hjemmesiden kan besøges her.