DBO afholder seminar om senfølger

Sidste års seminar om senfølger kunne hurtigt melde alt optaget, og der var ingen tvivl om, at DBO gerne ville imødekomme den store efterspørgsel med endnu et senfølgerseminar.

I år afholdes senfølgerseminaret d. 3.-4. november i Skanderborg, og her præsenterer overlæge og professor Anders Bonde Jensen fra Aarhus Universitetshospital de væsentligste senfølger og gennemgår baggrunden for senfølgerne og de mulige tiltag, der kan mindske senfølgerne. Han vil også tale om de overvejelser, du i efterbehandling skal gøre dig, hvis generne af behandlingen synes uoverskuelige.

Ali Amidi, Cand. Psych, ph.d., Aarhus Universitetshospital, holder oplæg om ‘Problemer med koncentration og hukommelse’. Ledende overlæge og klinisk lektor Astrid Højgaard fra Aalborg Universitetshospital (foto) fortæller om ‘Sexologiske problemer efter kræftbehandling’, og fysioterapeut Kirsten Tørsleff vil forklare, hvad der sker med kroppens arvæv efter operation og bestråling, og hvad vi selv kan vi gøre mod og med lymfødem.

Du kan læse mere om programmet, deltagerpris, tilmeldingsfrist ved at klikke her.

Til orientering kan det oplyses, at DBO planlægger endnu et senfølgerseminar i foråret 2018 på enten Vestsjælland eller Østfyn. Så snart detaljerne er på plads, bliver de offentliggjort på hjemmesiden, i dbobladet og i nyhedsbrevet dbonyt.