DBO-kreds Sønderjylland hørte om senfølger efter medicinsk behandling

vivi-hansen-og-grethe-soenderjylland-web
Sygeplejerske Vivi Hansen (th) med Grethe Dahlquist fra DBO-kreds Sønderjylland (tv)

De sidste ti år har Vivi Hansen arbejdet som sygeplejerske på Sygehus Sønderjyllands Onkologiske Ambulatorium. Hendes arbejde består blandt andet i at give kemoterapi til kræftpatienter, og hun ved derfor meget om, hvilke senfølger der kan opstå efter kemoterapi.

Vivi Hansen har været på besøg hos DBO-kreds Sønderjylland, hvor hun fortalte om de erfaringer, hun har gjort sig fra sit arbejde. Hun satte fokus på de senfølger, der kan opstå efter den medicinske efterbehandling, og hun formidlede sin viden i et letforståeligt sprog, hvorefter hun gik i dialog med publikum, hvoraf flere selv var ramt af senfølger.

Vivi Hansen interesserer sig også for rehabilitering af kræftpatienter, og derfor er det helt naturligt for hende at være en del af det specielle rehabiliteringstilbud, sygehuset tilbyder de brystopererede patienter. Hun nævnte i den forbindelse træningstilbuddet Krop & Kræft, som i dag indgår i sygehusets rehabiliteringstilbud til kræftpatienter.

Læs om kommende arrangementer hos DBO-kreds Sønderjylland her.

Tekst og foto: Ulla Lynge, DBO-kreds Sønderjylland