Klumme om kost og kræft

Lis Mønster Knudsen er 65 år og gik på efterløn som 60-årig efter en lang karriere som sygeplejerske. Hun skriver ud fra sine personlige erfaringer som brystkræftpatient. 

Lis Mønster 2016 4 webKræft og kost
Jeg læste for nylig en artikel om en yngre kvinde, som havde fået brystkræft. Hendes dengang 10-årige søn ville ikke længere spise ‘usund” kost, da han troede, at det var det, der havde givet hans mor kræft – og at han derfor også kunne risikere at få kræft.

Det satte nogle tanker i gang hos mig. Hvordan havde jeg selv levet rent kostmæssigt, både før og efter at jeg fik kræft? For 3,5 år siden blev jeg behandlet for brystkræft. Det tog 1,5 år. Jeg er heldigvis kommet godt over det. Jeg er absolut ikke ekspert i kost, men jeg har mine begrundede meninger.

Jeg har levet rimeligt sundt. Jeg har spist frugt, grøntsager og magert kød, men jeg har også ’syndet’ ind imellem. Det skal der også være plads til for at have et godt liv. Jeg tror ikke, at min brystkræft skyldes dårlige madvaner. Men jeg ved på den anden side ikke, hvad den skyldes.

Da jeg kom i kemobehandling, ændrede mine kostvaner sig. Jeg havde ingen appetit. Min mund var så tør, at jeg ikke kunne spise rugbrød, kød og kartofler. Jeg levede af frugt og diverse surmælksprodukter. Jeg tabte mig ikke, og jeg vidste, at det var vigtigt at få både proteiner, fedtstoffer og kulhydrater. Det klarede jeg med proteindrikke – og SÅ tog jeg på!

Nu lever jeg som før i tiden: sundt uden at overdrive. Jeg har i min tid som kræftpatient læst mange artikler og forskningsresultater om, hvordan kosten kan påvirke ens krop. Hvad kan man gøre for at minimere risikoen for kræft? Og hvad kan man gøre, når kræften kommer? Jeg må sige, at jeg er blevet ret forvirret! Nogle siger det ene, og andre siger det andet. Hvad skal man så tro på? Mit bud er: Sin sunde fornuft.

Vi ved alle, hvad der er sundt, og hvad der er usundt. Alting med måde. Vores krop er skabt til at kunne tåle de fleste ting i kosten, bare vi ikke får for meget. Man skal også passe på, at man ikke tror, at kosttilskud i store mængder gavner én. For store mængder af vitaminer, mineraler og andet kosttilskud kan have den modsatte effekt.

Jeg mener ikke, at man som rask og sundt menneske skal gå og tænke på, hvad man skal spise eller ikke spise for at undgå kræft. Det kan tage overhånd og blive til en ‘besættelse’, som er usund.

Har man fået kræft, skal man selvfølgelig tænke mere over kosten, så man er sikker på at få de nødvendige næringsstoffer. Er du i tvivl, kan du altid henvende dig til din læge, onkologisk afdeling eller en diætist. Du kan læse på Kræftens Bekæmpelse om diverse kostråd, men tænk dig om og brug din sunde fornuft.

Tilbage til den lille søn på 10 år. Jeg har læst, at forældrene har taget hånd om det, at drengen får hjælp, og at han spiser normalt igen.

Lis’ tidligere klummer kan læses her.