Erfaringsudveksling om rekonstruktion

Rekonstruktion webDBO-kreds Vendsyssel har afholdt et arrangement med fokus på rekonstruktion. Der mødte 12 brystopererede kvinder op til arrangementet. Fem af dem overvejede en rekonstruktion, og de andre syv havde fået en rekonstruktion, hvoraf de seks var meget tilfredse med resultatet.

De opererede kvinder fortalte på skift om deres forløb og resultat. Arrangørerne havde på forhånd aftalt med to af kvinderne, at de ville fortælle deres historie, men som aftenen skred frem, fortalte alle fremmødte deres historie, og enkelte fremviste også resultatet af rekonstruktionen.

En rekonstruktion af brystet kan laves på flere måder. Denne aften blev der talt om tre forskellige teknikker:
– Man kan flytte fedtvæv fra et andet sted på kroppen og bygge et bryst af det.
– Man kan bruge en muskel med tilhørende hudvæv på ryggen og dreje den om på forsiden af kroppen og lave et nyt bryst med den. Der vil typisk blive suppleret med silikone.
– Endelig kan man lave en ekspander-operation, hvor man over tid udvider huden, hvor brystet har siddet. Når huden er tilstrækkelig udvidet, indlægges der silikone i hulrummet. Det vurderes af kirurgerne, hvilken metode der egner sig bedst til den enkelte kvinde.

Alle, der har fået fjernet et bryst, har ret til at få en rekonstruktion, også flere år efter operationen.
Hvis man ikke ønsker en rekonstruktion, har man ret til at få en protese for det manglende bryst.

Tekst: Anna Sick, DBO-kreds Vendsyssel
Læs mere om DBO-kreds Vendsyssels kommende arrangementer her