Kvinder med brystkræft har større risiko for depression

DeprimeretEn ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at kvinder med brystkræft har større risiko for depression end raske.

I det første år efter kræftdiagnosen har kvinderne tre gange så stor risiko for at blive sat i medicinsk behandling for depression som kvinder uden brystkræft. Risikoen for at få en så alvorlig depression, at man må behandles på en psykiatrisk afdeling, er 70% øget i det første år.

Efter otte år er risikoen stadig højere hos brystkræftoverleverne end hos andre danske kvinder. Hvis patienten samtidig lider af andre sygdomme, vokser risikoen for depression yderligere. Det samme gælder, hvis sygdommen har spredt sig til lymfeknuderne.

Undersøgelsen viser også, at alder har betydning. Midaldrende kvinder klarer sig tilsyneladende bedre, mens helt unge og ældre kvinder oftere bliver ramt af depression i forbindelse med deres kræftsygdom. Resultaterne tyder også på, at uddannelse kan spille en rolle. Jo højere uddannelse patienten har, desto mindre risiko for depression.

– Depression er en hyppig og alvorlig følge ved brystkræft også mange år efter kræftbehandlingen. Derfor er det vigtigt, at både patienten og de pårørende er opmærksomme på symptomer på depression så tidligt som muligt fortæller Nis Palm Suppli, som er læge og ph.d.-studerende i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.