Rug og lakrids til østrogenfølsom brystkræft?

På side 18 i dbobladet nr. 37 står der, at brystkræftopererede, hvor kræftknuden var følsom over for østrogen, ikke skal spise alt for meget lakrids eller rug, da disse ting indeholder østrogen. Dette er ikke korrekt, og DBO beklager fejlen.

Ifølge Anja Olsen, der er seniorforsker hos Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse er rug sundt, også for kvinder med østrogenfølsom brystkræft. Lakrids skal ikke overdrives, men almindeligt indtag er OK.
– Planteøstrogener er et af de helt store diskussionspunkter i forhold til brystkræftpatienter. Er de skadelige eller ej? Når vi taler om planteøstrogener, er det meget vigtigt at være opmærksom på, at der findes flere slags. Dem, vi særligt er bekymrede for, er de såkaldte isoflavoner. De findes i meget høje koncentrationer i sojabønner og rødkløver. Isoflavoner er den gruppe planteøstrogener, der virker kraftigst som østrogen.

– Den type planteøstrogener, vi finder mest af i den danske kost, er lignaner. Lignaner findes i fuldkornsprodukter (rug), grøntsager, frugt og bær. Lignaner er langt mindre østrogene end isoflavoner, og der er ikke noget, der tyder på, at man skal undgå lignaner. Faktisk er der flere nyere studier, der peger på, at kvinder, der har spist en kost med mange lignaner, altså fuldkorn, grøntsager, frugt og bær, klarer sig bedre efter en brystkræftdiagnose. Der er derfor bestemt ingen grund til at undgå at spise rugbrød, ruggryn eller andre rugprodukter. Vi ved ikke med sikkerhed, om de positive effekter alene skyldes lignanerne. I de samme fødevarer findes der mange andre stoffer, der kan være ansvarlige for den positive effekt. Anbefalingen fra os er derfor, at man spiser mange af de sunde, lignanholdige fødevarer. Kosttilskud med lignaner, herunder hørfrø i store doser, tør vi derimod ikke at anbefale.

– Lakrids indeholder både isoflavoner og lignaner. Der er sikkert meget stor variation i indholdet i forskellige produkter. Det er kun undersøgt i få studier. I de få ”slikprodukter” der er undersøgt, ser der ud til at være ca. 2,4 mg isoflavoner pr 100 gram lakrids. Det svarer ca. til, at der er en lige så stor mængde isoflavon i 1 kg lakrids som i et glas (250 ml) sojamælk. Et moderat indtag af lakrids vil give et meget lille indtag af isoflavoner. Kosttilskud baseret på lakridsrod kan give langt større mængder, konstaterer Anja Olsen, seniorforsker hos Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse.