Dansk Brystkræft OrganisationForsidenDansk Brystkræft OrganisationKalenderDansk Brystkræft OrganisationDBObladetDansk Brystkræft OrganisationMedlemmerDansk Brystkræft OrganisationStøt DBODansk Brystkræft OrganisationKontaktDansk Brystkræft OrganisationNyttige linksDansk Brystkræft OrganisationSøg
Dansk Brystkræft OrganisationDansk Brystkræft Organisation
StøtBliv medlem
Om ikke at blive sig selv igen
Om ikke at blive sig selv igen

Om ikke at blive sig selv igen

Denne klumme af Lis Mønster Knudsen handler om, hvordan Lis har det fysisk og psykisk efter endt behandling.

Hvornår bliver jeg mig selv igen?
Tiden løber. Ind imellem kan jeg ikke forstå, hvor den er blevet af. 2,5 år efter min brystkræftdiagnose og godt et år efter mine sidste behandlinger tænker jeg: Hvordan klarede jeg det? Og hvornår bliver jeg mig selv igen? De spørgsmål er jeg nok ikke alene om at stille.

Jeg har været til to kontroller på onkologisk afdeling med et halvt års mellemrum. Begge er gået godt, ingen kræft. Utrolig dejligt. Men det at jeg er kræftfri, er jo ikke ensbetydende med, at jeg er ‘rask’ eller har det godt.

Lad mig starte med det positive.
Jeg ser normal ud igen, akkurat som jeg jeg så ud før mine behandlinger. Håret er blevet lidt mere krøllet, men det gør ikke noget. Bryn, vipper og negle er normale igen. Det betyder rigtig meget for min selvtillid.

Så kommer det negative.
Jeg har stadig, halvandet år efter endt kemo, nervesmerter i fødderne. Det påvirker mig meget. Jeg kan ikke gå lange ture, for så føles det som om, at mine fødder brænder. Jeg skal have specielle sko, som mine fødder kan holde ud at være i, og de er dyre! Før min sygdom gik jeg ofte i stiletter. Nu er det flade sko. Det er både til at grine og græde over. Jeg føler, at jeg har lagt en livsstil fra mig. Jeg har prøvet ALT for at afhjælpe disse nervesmerter og har nu indstillet mig på, at tiden måske kan hjælpe. Man siger, at der kan gå op til to år, før disse gener måske forsvinder, så jeg har stadig et lille år at løbe på.

Jeg har stadig meget tør mund. Det skyldtes i første omgang kemoen, men nu er det nok på grund af antiøstrogenbehandlingen. Det har betydet ekstra tandlægebesøg, som også har været dyre. Desuden har jeg ikke lyst til ret meget mad, da mine smagsløg er påvirkede.

Så er der det psykiske.
Jeg slipper aldrig af med angsten for at få kræft igen. Det vil altid ligge i baghovedet. Jeg er også stadig meget træt og har problemer med at huske (den såkaldte ‘kemohjerne). Jeg tænker ofte på, hvornår jeg mon slipper af med mine senfølger ? Måske aldrig! De er dog ikke så slemme, som de har været, så jeg har stadig et håb om, at det bliver bedre med tiden. Jeg gør, hvad jeg kan, men jeg bliver aldrig den samme, som jeg var før kræft, hverken fysisk eller psykisk. Det må både jeg selv om mine nærmeste lære at leve med.

close
Søg på dette site