BrystkræftforeningenForsideBrystkræftforeningenPressekontakt og nyhedsarkivBrystkræftforeningenKalenderBrystkræftforeningenWebshopBrystkræftforeningenMagasinet BrystkræftBrystkræftforeningenMedlemmerBrystkræftforeningenStøt osBrystkræftforeningenKontaktBrystkræftforeningenNyttige linksBrystkræftforeningenSøg
BrystkræftforeningenBrystkræftforeningen
StøtBliv medlem
Den første jul efter diagnosen
Den første jul efter diagnosen

Den første jul efter diagnosen

Lis Mønster Knudsen gik på efterløn som 60-årig efter en lang karriere som sygeplejerske. Hun skriver ud fra sine personlige erfaringer som brystkræftpatient. Denne klumme handler om Lis’ første jul efter hendes brystkræftdiagnose.

Den første jul efter diagnosen
Nu nærmer julen sig igen, og jeg kommer til at tænke på min første jul efter brystkræftdiagnosen i 2013. Mange med en kræftdiagnose tænker måske: Hvordan skal jeg klare det?

Jeg var ikke nervøs for, om jeg nåede at opleve julen, eller om det skulle blive min sidste jul. Jeg havde fuld tillid til behandlingssystemet. De havde jo givet mig ‘hele pakken’.

Vi har en del juletraditioner i min familie, som jeg nødigt ville undvære. Julen skulle være, som den plejer, men jeg havde mine bekymringer om, hvor meget jeg kunne klare. Vores juletraditioner består i, at hele familien (2 børn, svigerbørn og 4 børnebørn) laver juledekorationer og bager småkager hos min mand og jeg. Jeg vidste, at mine børnebørn ville blive skuffede, hvis det ikke blev til noget, så jeg kastede mig ud i det. Da vi er tre familier, skal der laves mange dekorationer og bages mange småkager. Hver ting tager det meste af en dag, og huset ligner jeg ved ikke hvad bagefter.

Jeg døjede med senfølger efter kemobehandling. Specielt nervesmerter i fødderne, hvilket gjorde, at jeg havde svært ved at stå op i så lang tid ad gangen. Desuden led jeg af voldsom træthed. Det betød, at det var hårdt at klare en hel dag med fire børnebørn og fuld knald på. Jeg klarede det, men kun fordi min mand og børn var utrolig forstående og hjælpsomme. Når de kunne se, at det blev for meget for mig, blev jeg kommanderet ind på sofaen for at hvile mig, mens de ryddede op. Jeg havde svært ved at acceptere det, da jeg plejer at styre disse ting. Men jeg måtte bøje mig, og det gik bare så fint. Man er jo ikke uundværlig!

Selve julen foregik også, som den plejer. Det var vigtigt for mig. Juleaften var vi hos vores datter. Den mad, som vi skulle have med, lavede min mand, mens jeg hvilede mig, så jeg kunne klare aftenen. Første juledag var ren afslapning. Jeg var bare så træt. Anden juledag kom hele familien til julefrokost hos os. Jeg kunne have sagt nej, men igen betød det meget for mig, at alting var, som det plejede. Min mand hjalp mig med forberedelserne, og igen blev jeg kommanderet ind på sofaen, da jeg blev træt, mens familien ryddede op.

Julen blev, som den plejer pga. min dejlige familie. Ikke alle er så heldige som jeg, men jeg tror, at det er vigtigt, at man forsøger at holde fast i det normale og glemme det unormale for en stund. Og husk at tage imod hjælp!

Rigtig glædelig jul.

close
Søg på dette site