Dansk Brystkræft OrganisationForsidenDansk Brystkræft OrganisationKalenderDansk Brystkræft OrganisationDBObladetDansk Brystkræft OrganisationMedlemmerDansk Brystkræft OrganisationStøt DBODansk Brystkræft OrganisationKontaktDansk Brystkræft OrganisationNyttige linksDansk Brystkræft OrganisationSøg
Dansk Brystkræft OrganisationDansk Brystkræft Organisation
StøtBliv medlem
Om at savne hospitalet
Om at savne hospitalet

Om at savne hospitalet

Denne klumme fra Lis Mønster Knudsen handler om at savne hospitalet.

Tænk at man kan savne hospitalet
2013 var et skelsættende år for mig. Jeg har aldrig tidligere været alvorligt syg, men i januar 2013 fik jeg konstateret dobbeltsidig brystkræft. Så kørte toget!

Jeg var i behandling fra februar 2013 til maj 2014. Tre operationer, kemo, Herceptin, stråler, antiøstrogen. I de 16 måneder, som behandlingerne varede, havde jeg kontakt med hospital (som var den største del), bandagist, parykmager og fysioterapeut ca. 125 gange! Aldrig har min kalender været så fyldt op.

Jeg følte, at alt drejede sig om min sygdom og behandlinger. Det gjorde det vel også. Jeg har aldrig i forløbet følt mig utryg. Tværtimod synes jeg, at der blev taget hånd om mig fra alle sider. Jeg har et godt netværk med mand, børn, familie og venner. Jeg har haft et dejligt samvær med andre brystkræftramte, og det har været uvurderligt. Frem for alt har jeg mødt et meget nærværende sundhedspersonale – specielt sygeplejerskerne. Jeg har i hele perioden altid haft nogen at tale med, dele mine bekymringer med og få svar på alle mine spørgsmål. Efter 16 måneder var det hele overstået. ‘Yes’, tænkte jeg. ‘Nu skal du ikke længere rende på hospital!’

For snart længe siden sagde en sød onkologisk sygeplejerske til mig: ‘Når du er færdig med alle behandlingerne, vil du opleve et savn’. Savnet af ikke længere at have nogen til at ‘holde mig i hånden’, dvs. støtten fra hospitalspersonalet i forbindelse med diverse behandlinger. Jeg tænkte på daværende tidspunkt, at det var godt med hende, for jeg ville bare have alt overstået, så det hele kunne køre igen. Men sygeplejersken fik ret.

Jeg nød sommeren 2014 med familie og venner. I efteråret var jeg til en del tandlægebesøg pga. min mundtørhed, og jeg var på Smerteklinikken pga. mine nervesmerter i fødderne. December betød juleforberedelser med familien, hvilket jeg elsker. Da julen var pakket væk, blev jeg rastløs. Jeg kiggede i min kalender. Skal jeg da slet ikke noget? Så kom ‘savnet’.

Vi er nu sidst i foråret 2015, to år efter det hele startede. Jeg er meget glad for, at behandlingerne er overstået, og at det er gået godt. Ingen tvivl om det. Men jeg kan mærke, at jeg savner kontakten med sundhedspersonalet. Der var altid nogen, jeg kunne dele mine bekymringer med og få gode råd af. Selv om jeg er færdig med behandlingerne, popper der alligevel stadig spørgsmål op om blandt andet senfølger og kontroller. Nu skal jeg kun til kontrol på onkologisk afdeling hvert halve år, og mammografi er overgået til ‘Folkeundersøgelsen’. Det er lang tid, hvis jeg har spørgsmål.

Jeg ved, at jeg altid kan ringe til onkologisk afdeling, og det er betryggende. Der findes også mange tilbud til brystkræftramte, både samværsgrupper og undervisning af professionelle, og det er også muligt at kontakte Kræftens Bekæmpelse, DBO og lokale tiltag. Alligevel føler jeg mig på nuværende tidspunkt lidt fortabt. Den følelse skal jeg lære at slippe. Jeg er jo ikke alene. Jeg skal også lære at acceptere, at jeg aldrig bliver den samme som før min kræftdiagnose – hverken fysisk eller psykisk.

close
Søg på dette site