Angst for tilbagefald

Lis Mønster Knudsen gik på efterløn som 60-årig efter en lang karriere som sygeplejerske. Hun skriver ud fra sine personlige erfaringer som brystkræftpatient.

Angsten for tilbagefald
For 3 ½ år siden fik jeg konstateret dobbeltsidig brystkræft og var igennem hele møllen: Tre operationer; Brystbevarende på den ene side og fjernelse af brystet på den anden side. Kemo, stråler, Herceptin og antiøstrogen tabletter. Det var hårdt både fysisk og psykisk, men jeg kom igennem det og har det godt nu – lige bortset fra mine kroniske senfølger, som jeg har lært at leve med. Det drejer sig om nervepåvirkning af mine fødder, træthed, dårlig balance og ‘kemo-hjerne’. Jeg har været til kontrol på onkologisk afdeling hvert halve år, og alt har været i orden. Tanken om, at jeg kan få tilbagefald, strejfer mig engang imellem, men jeg er god til at skubbe tanken væk, for jeg har det jo godt.

Jeg har ikke aktivt opsøgt kontakt til andre brystkræftramte. Jeg mødte ellers nogle rigtig dejlige piger i løbet af min behandling. Dels har jeg ikke haft behov for kontakt til andre brystkræftramte, da jeg har et rigtig godt netværk. Dels kunne jeg mærke, at det påvirkede mig, når jeg – fx til træning – var sammen med kvinder, som havde fået tilbagefald. Jeg er dog sikker på, at det er godt for mange at have kontakt til hinanden.

Angsten for tilbagefald eller spredning til andre steder i kroppen (metastaser) ligger i baghovedet. Jeg er blevet ekstremt opmærksom på min krop. Får jeg ondt et eller andet sted, hoster jeg meget, fungerer min mave ikke, som den plejer osv., så kører tankerne straks. Hver gang det sker, sætter jeg mig ned og tænker over tingene. Har jeg ondt, fordi jeg har trænet for meget og belastet min krop? Hoster jeg, fordi der er en virus i omløb? Har jeg spist noget, som giver mig tynd mave? Hver gang har jeg fundet en årsag til problemet og har selv kunnet løse det.

Hvis jeg ikke kan finde en årsag til problemet, kontakter jeg onkologisk afdeling eller egen læge, afhængig af problemets type. Jeg vil dog gerne lige tænke mig om, før jeg kontakter hospital eller læge for ikke at ‘male Fanden på væggen’. Men det er også vigtigt at kontakte onkologisk afdeling, hvis jeg får et problem, som jeg ikke kan finde svar på, og som gør mig angst. Det oplevede jeg for et par måneder siden.

Jeg har fået for vane at sidde og føle på mine bryster (både det bevarede og det fjernede), når jeg har taget min protese af og sidder og ser TV. Pludselig kunne jeg mærke en ømhed i det bevarede bryst, som ikke plejede at være der. Så kørte de grimme tanker. Jeg kontaktede straks onkologisk afdeling og fik en tid to dage senere. Jeg blev undersøgt, fik lavet mammografi og blev scannet. Der var heldigvis ikke noget galt. Men lige dér kom angsten.

Jeg synes, at det er meget vigtigt at være opmærksom på sin krop, men jeg vil heller ikke overdrive. Så tager angsten for et eller andet, som måske slet ikke betyder noget, nemlig hurtigt over.