Fik du læst? ”I bagklogskabens klare lys skulle jeg have insisteret på en tolk”

I februar 2020 er der et nyt nummer af DBO-bladet på gaden. Men inden da kan du læse – eller genlæse – nogle af artiklerne fra efterårsnummeret 2019 (nr 58).

Özlem Cekic i DBO-bladet nr 58. Foto: Jeppe Carlsen

Da Özlem Cekics mor bliver syg af brystkræft følger en svær dobbeltrolle. For udover at være pårørende bliver hun pludselig tolk for sin mor, alt imens den tidligere politiker også skal kæmpe for, at moderen får den behandling, som hun har ret til.

Tekst: Elisabeth Hamerik Schwarz Foto: Jeppe Carlsen

Özlem Cekic står bag ultralydsscanneren og ser sin mor blive undersøgt.

”Er det alvorligt,” spørger hun.

”Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er kræft. Jeg kigger efter metastaser,” slynger ultralydslægen ud:

”Men du må ikke sige det til din mor!”

Özlem Cekic mærker en synkende fornemmelse i maven og for at holde tårerne tilbage, bider hun sig i underlæben, til en metalsmag af blod breder sig. Da moderen spørger på tyrkisk, hvorfor hun græder, svarer Özlem Cekic, at det bare er hårdt at se hende sådan. Hun er blevet sat i en situation, hvor hun skal tolke for sin mor, der taler meget lidt dansk, fordi hospitalet ikke har booket en tolk til hele undersøgelsen. Og nu står hun der med en viden, som hun ikke må fortælle sin mor, fordi lægen et øjeblik glemte, at hun ikke kun var en tolk med tavshedspligt, men også pårørende.

Özlem Cekic, DBO-bladet nr 58. Foto: Jeppe Carlsen

Özlem Cekic, der er tidligere politiker og nu foredragsholder, debattør, brobygger og forfatter, kan huske hver eneste detalje fra den dag i 2017, da hendes 63-årige mor ringede og fortalte, at hun havde fundet en knude i sit bryst. Hvordan hun stod foran skabet og var ved at rydde op. Hvilken hylde hun var i gang med. Hvad hun stod med i hånden. At hun tænkte, at det var hyggeligt, at hendes mor ringede. Og hvor chokeret hun blev, da hun hørte, hvad moderen havde at fortælle.

”Samtalen varede under et par minutter. Jeg sagde, at det skulle hun selvfølgelig have tjekket og beroligede hende med, at det sikkert ikke var noget, og at jeg nok skulle gå med. Men da jeg lagde på, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg er uddannet sygeplejerske og vidste, at den nok var gal, da symptomerne og hendes alder talte imod hende,” fortæller Özlem Cekic.

Moderen kommer til lægen, som sender hende videre til Rigshospitalet for at blive undersøgt. En ganske ung kvinde i 20’erne sidder og venter. Det er tolken.

”Men der var sket en fejl, hvorfor hun skulle gå, så lægen spurgte, om det var ok, hvis jeg overtog tolkningen. Jeg svarede ja, fordi jeg har tolket før – og fordi vi jo ellers skulle udskyde undersøgelsen,” siger hun:

”Men i bagklogskabens klare lys, skulle jeg have insisteret på en tolk, for det satte mig i en virkelig svær situation følelsesmæssigt. Man bør aldrig være både tolk og pårørende.”

Møde med systemet
Efter oplevelsen med ultralydsscanningen og biopsien holder Özlem Cekic sin mor beskæftiget. Eller måske det mest er hende selv, der har brug for det. For de kan først få svar to uger efter, og ventetiden er ulidelig. Så Özlem Cekic inviterer sin mor ud og spise og på gåture, hver dag laver de noget – også selv om moderen flere gange siger til sin datter, at hun altså ikke skal være så bekymret. For det er jo nok ikke noget.

Men Özlem Cekic ved, at det ikke kan vente, så hun tager også sagen i egen hånd. Moderens undersøgelse lå 28.marts 2017, men næste konsultation, hvor hun skal have svar, kan først blive 10.april, og det er for længe, ifølge kræftpakken, som lover en ventetid på max seks hverdage.

”De sagde, at det var på grund af Sundhedsplatformen, men da jeg spurgte en sekretær, fortalte hun, at man kunne ringe hver morgen og høre, om der var aflysninger. Hun gav mig et kort, og næste morgen sad jeg klar klokken otte, fordi der stod, at telefontiden var mellem otte og ti,” fortæller hun.

Men telefontiden er mellem ni og ti, siger telefonsvareren, og Özlem Cekic smider frustreret røret på. Hver morgen de næste dage sidder hun klar til at ringe.

”Når der var optaget, var jeg bange for, at en før mig havde fået en afbudstid, og jeg ringede uanset, hvor jeg var – selv en dag fra en flyver, der lige skulle til at lette. Jeg villehave en tid før, min mor skullehave svar, så hun kunne komme i behandling,” siger hun.

Til sidst lykkes det at få en tid den 6.april, fire dage før planlagt. Familien sidder på en række overfor lægerne på Riget, og Özlem Cekic holder en hånd på sin mors skulder. Denne gang er den unge tolk med hele vejen.

”Hvad tror du, at du fejler,” spørger lægen, og tolken oversætter til tyrkisk.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu var en gættekonkurrence startet,” siger Özlem Cekic om situationen og fnyser.

DBO-bladet nr 58. Forsidefoto: Jeppe Carlsen

Moderen svarer, at hun er bange for, at det er brystkræft. Og det er det, siger lægen, og der er metastaser.

”Min søster og far græd helt stille, men min mor kiggede på mig og sagde: Har du vidst det hele tiden? Hun blev ikke vred på mig, men dybt bekymret, fordi hun ikke mente, at det var i orden, at jeg havde gået alene med den viden i så lang tid – og det var jo heller ikke.”

Lægen taler videre og fortæller, at hun kan blive opereret den 24. april, men hvis det skal være hende, bliver det den 25. april.

”Igen fulgte de ikke ventetiderne, for man har ret til at blive opereret indenfor to uger. Samtidig kunne vi først få resultatet og få at vide, hvilken efterbehandling hun skulle have den 22.maj. Lægen sagde direkte, at årsagen igen var Sundhedsplatformen,” fortæller Özlem Cekic:

”Men det var jo alt for længe. Alt for længe.”

Özlem Cekic spørger, om der er andre hospitaler, der har kortere ventetid, og lægen svarer, at det har Aabenraa, men senere fortæller sygeplejersken, at moderen så også skal have efterbehandlingen der.

”Det nyttede jo ikke noget, når vi boede i København, og det viste sig senere ikke at passe – Rigshospitalet kan ifølge reglerne godt stå for efterbehandlingen,” konstaterer hun.

Det kan fikses
Özlem Cekic kan ikke blive vejledt i, hvordan og hvem man kontakter på de andre hospitaler for at blive overflyttet, og efter samtalen kan hun ikke forlig sig med tanken om den lange ventetid. Så hun ringer til flere, hun kender og Kræftens Bekæmpelse, der råder hende til at kontakte Herlev Hospital.

Da Özlem Cekic får fat i hospitalet, og der da også gode nyheder. De kan operere noget tidligere. Og mødet med den nye læge er som at komme ind i en helt anden verden:

”Lægen kiggede på min mors scanninger og sagde: Det kan vi godt fikse, det kommer hun ikke til at dø af. Og han gav sig god tid til at forklare de forskellige behandlingsmuligheder. Bare det at få noget håb igen og føle, at lægen var proaktiv, var en kæmpe forskel.”

Özlem Cekics mor er en lille buttet, tørklædeklædt dame, men hun er ikke særlig blufærdig anlagt hverken fysisk eller mentalt. Det bliver tydeligt på Herlev, da moderen siger til den høje, tynde læge: ”Hvis jeg overlever, får du et knus!”

Özlem Cekic tænker aldrig over til daglig, at der er en kulturforskel, men den bliver tydelig, da vennerne og naboerne får den triste nyhed om, at Sevim, som moderen hedder, er syg.

”Nyheden spredte sig lynhurtigt, og pludselig var mine forældres lejlighed fuld af folk. Åh Sevim, Sevim, hvor er det dog forfærdeligt, sagde de og begyndte at hulke. Min mor gjorde det samme. Alle hulkede. Jeg var helt paf og følte mig ret så dansk lige der,” griner Özlem Cekic:

”Men det var også ret fantastisk. For min mor bearbejdede jo der sin angst – det hele kom ud.”

Da Özlem Cekics mor skal opereres og i kemoterapi, er det det samme. Venner og pårørende kommer ud på Herlev med mad. De kommer sjældent op på stuen, men skal bare lige sikre sig, at der også er mad til hendes børn og mand.

”Det var meget rørende. I den kurdiske kultur er man ikke alene om sorgen – der er ikke den berøringsangst, der kan være blandt etniske danskere,” siger Özlem Cekic:

”Da jeg sad udenfor operationsstuen og ventede på min mor, sad en ung pige ved siden af mig. Hendes mor var også inde og blive opereret for brystkræft, men da jeg spurgte, hvor hendes pårørende var, svarede hun, at det kun var hende, da faderen havde fulgt moderen ned til operationen. Dér indså jeg, hvor vigtigt det er at have nogle at læne sig op ad, og hvor vigtigt det er at få lov til bareat være pårørende.”

Özlem Cekic, DBO-bladet nr 58. Foto: Jeppe Carlsen

En lettelse
Da moderen skal i kemoterapi, glemmer hospitalet endnu engang at bestille tolk. De fleste gange har der ikke været en tolk til undersøgelserne og behandlingerne, selv om Özlem Cekic efterspørger det mange gange. Så hun tolker, så moderen kan forstå, hvad der bliver sagt. Men en dag kan Özlem Cekic ikke huske helt simple ord til en lægesamtale og begynder at græde. Moderen kan se på sin datter, at hun er udmattet. Det kan lægen også. Og ja, Özlem Cekic har fået nok.

”Min mor besluttede sig for, at jeg ikke længere skulle med som tolk. Det var en lettelse, for nu kunne jeg endelig få lov til bare at være en datter, som var ked af, at hendes mor var syg. Det havde jeg virkelig brug for,” siger hun.

Det er en hård periode, men moderen tager det med oprejst pande. Hun går til makeupkurser, selv om hun ikke kan få tolk på og griner og pjatter med de andre patienter og sygehuspersonalet, hun nærstuderer det materiale, som Özlem Cekic har oversat for hende og samlet i en bog, og da familien efter endt behandling atter sidder hos den høje læge, har han da også gode nyheder.

”Her var der ikke noget, hvad tror du, det er. Han fortalte, at han havde holdt sit løfte, og behandlingen var lykkedes, så nu var min mor kræftfri,” fortæller hun.

Da de lettede er på vej ud ad døren, kigger han på Özlem Cekics mor og siger: ”Hov, er der ikke noget, du har glemt?”

Hun ser lidt forvirret på ham, og han tilføjer: ”Du lovede mig jo et knus.”

”Det var så sjovt at se min lille, buttede mor, give den her høje læge et stor knus, men det var også så fint. Her var der vitterlig en, som forstod hende, forstod mig, forstod os, som var menneskelig, og hvor det hele ikke handlede om sygdom. Han havde lovet, at hun nok skulle overleve, så han havde da i den grad også fortjent det knus. Det fortjener alle læger, der har det overskud. For hold nu op, man har brug for det som patient – og pårørende.”

 

Det er vigtigt for Özlem Cekic at gøre klart, at kritikken ikke skal forstås, som at den er rettet mod sundhedspersonalet. Den er rettet mod de systemer, som politikerne laver, der i sidste ende kan koste liv. Sevim Cekic er i dag fortsat kræftfri.

 

Blå bog: Özlem Cekic

Født 7.maj 1976
Uddannet sygeplejerske
Sad i Folketinget for SF fra 2007-15, hvor var gennem årene blandt andet sundheds-, psykiatri- og socialordfører, grundet sin sundhedsfaglige baggrund.
Er i dag debattør, brobygger, forfatter og foredragsholder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *