Kun hver femte ved, at overvægt kan føre til brystkræft

Mens de fleste ved, at overvægt kan føre til hjerte-kar-sygdomme og diabetes 2, ved kun en femtedel af danskerne, at overvægt også kan føre til kræft. Det viser ny undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen står bag.

KANTAR Gallup har spurgt 5.122 danskere om sammenhængen mellem overvægt og forskellige sygdomme, og mens otte ud af 10 kender til risikoen for livsstilssygdomme, vidste kun 22 procent af de adspurgte, at der også var en sammenhæng mellem overvægt og 13 forskellige kræftformer – herindblandt de mest almindelige brystkræft og tarmkræft.

Og i og med at flere og flere danskere bliver overvægtige, er der en kæmpe oplysningsopgave i at få risikoen kommunikeret ud. Det skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.

“I dag har omkring halvdelen af alle danskere overvægt, men det tal vil stige til 66 pct. i 2045, heraf vil 30 pct. have svær overvægt. Det er ikke kun et problem for den enkelte. Samfundet har også en udfordring – og et ansvar,” siger Mette Lolk Hanak, der er afdelingschef for Forebyggelse og Oplysning i Kræftens Bekæmpelse, til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Hele 87 procent af de adspurgte mener, at læger bør tale om overvægt med deres patienter, mens 67 procent siger, at de gerne vil spise mere frugt og grønt, og især kvinderne vil gerne bevæge sig mindre. Dog mener 84 procent, at vi lever i et samfund, hvor vi nemt kommer til at røre os for lidt og spise for meget.

Læs hele artiklen her

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *