Fik du læst? ”Jeg vil gerne lære min datter, at kvindelighed ikke ligger i, hvordan du ser ud”

Fra DBO-bladet nr 57 

Trine Lundorf var kun 36 år, da hun fik konstateret brystkræft. For at håndtere de mange følelser besluttede hun sig for at dokumentere sygdomsforløbet i blogform. Bloggen under pseudonymet Trine Amazon blev hendes livlinje i en svær tid og inspirerer i dag andre kvinder, som står over for det svære valg: Ja eller nej til rekonstruktion.

Tekst:Elisabeth Hamerik Schwarz
Foto: Anne Marie Jo, Lars Daniel Therkelsen og privat

Trine Lundorf ligger i sygesengen. Hun har netop fået operereret sit ene bryst væk, og selv om hun er træt, er hun ved godt mod. I månederne op til operationen havde hun haft lange snakke med læger om rekonstruktion. Hun var glad for sine bryster, så først havde hun tænkt: ’Måske det er nu, jeg bare skal gå amok og få et ordentligt stort boobjob.’ Men efter grundig research opdagede hun, hvor mange bivirkninger, der kunne være, og hvor stor risikoen var for, at resultatet ikke ville blive særlig pænt. Desuden kunne hun heller ikke se meningen i, det raske bryst så også skulle opereres.

Så nu ligger hun her. Tilfreds med, at hun har takket nej til rekonstruktion.

En sygeplejerske vimser rundt om hende. Hun siger med en omsorgsfuld tone: ”Jeg tænkte, om du ikke alligevel ville have den protese med hjem?” Trine ryster på hovedet. ”Jamen, måske du skulle få lyst til at bruge den på et senere tidspunkt?” Nej tak, lyder det fra sengen. Sygeplejersken smiler: ”Jeg tror måske bare, at jeg putter den ned i din taske – kunne det ikke være en god idé?”

Hvis Trine Lundorf havde magtet det, havde hun i dette øjeblik rejst sig, gået over til tasken og kylet protesen tilbage på hylden.

”Hun mente det jo godt, men hun forstod ikke, at et nej også her betyder nej. Jeg tog valget om ikke at blive rekonstrueret på et velresearchet og bevidst grundlag, men jeg oplevede igen og igen, at sundhedsvæsnet havde svært ved at forstå mit valg. Den her oplevelse bekræftede mig dog kun i, at jeg havde gjort det rigtige. For mig,” siger Trine Lundorf:

”Men det chokerede mig, hvor stort fokus, der var på udseendet. ’Her er en paryk.’ ’Hvad med nye bryster.’ ’Og der er også makeupkurser.’ Jeg kunne ikke være i det – jeg var skide syg og skulle igennem fire måneders kemo, hvorfor var fokus ikke ene og alene på at blive rask?”

Det må ikke være kræft
Trine Lundorf er 36 år og mor til to børn på otte og 10, da hun pludselig får noget der kunne minde om systematisk brystbetændelse. Det blusser op en gang imellem i løbet af et halvt år, og til sidst går hun til sin praktiserende læge. Hun sender Trine til en mammografi, da det har stået på i lang tid, men regner ikke med at det kan være kræft, da der er ens symptomer i begge bryster. I så fald skulle hun lige være den ene ud af 1000, hvor det var cancer, så mon dog. Men ved de første mammografier efterfulgt af biopsier viser der sig forstadier til kræft, og det bliver besluttet at fjerne hendes venstre bryst præventivt.

Et år forinden er Trine Lundorf blevet diagnosticeret med den autoimmune og farlige lungesygdom sakoidose, en inflammatorisk bindevævssygdom, som laver klumper i lungerne. Da den bliver opdaget, har Trine været syg i en længere periode og lider under det på et niveau, hvor hun knap nok kan komme ud af sengen. Hun bevæger sig som den ældste mand i verden. Nu er sygdommen under kontrol, men den kan også blusse op når som helst.

Da hun sidder hos lægen og venter på svar efter hendes mastektomi, slår hun det hen med et ”selvfølgelig er det ikke noget – så uheldig er man ikke.” Og fordi lægerne har været så sikre i deres sag, idet sandsynligheden for at overse kræft i de udbredte forstadier er uendelig lille, så har hun og hendes mand sagt til børnene, at det ikke er kræft. Så det må ikke være kræft.

”Det er brystkræft,” siger lægen så. ”Ja, vi havde jo ikke forventet det, men det er det desværre.”

Trine Lundorf læner sig tilbage i stolen. Hun ved ikke, hvad hun skal sige. Så uheldig er hun åbenbart. Lægen fortæller om behandling, muligheder og at hun ikke kan få stråling, når hun har sakoidose. Tankerne snurrer.

Livlinjen
Et par dage senere sidder Trine på en terrasse i Spanien. Hun har besluttet sig for ikke at aflyse den store, planlagte familietur, men hun har svært ved at samle sine tanker. Så hun åbner sin computer, og i det øjeblik får bloggen Trine Amazonliv. Amazon efter de kvindelige, krigeriske amazoner, der skar brystet af for at kunne skyde bedre med bue og pil.

”Jeg havde jo virkelig ikke regnet med, at det var kræft. Da jeg fortalte mine børn, at det var det alligevel, udbrød de, at jeg havde brudt et løfte, for jeg havde jo lovet dem, at det ikke var noget. Det var en pærevælling af følelser, tanker og bekymringer, men at få skrevet dem ned hjalp mig,” siger hun.

Ferien i Spanien var på en gang vigtig og mærkelig. Over familien hang en skygge af bekymring, der lagde en dæmper på den ellers tiltrængte ferie, så Trine besluttede sig for at spille med åbne kort, fortælle om sine følelser og få snakket ud. Det skulle ikke blive brystkræften, der slog hende ihjel.

”Jeg lovede mine børn, at jeg ville overleve. For på trods af at jeg i en periode havde oplevet at få dårlige nyheder, når de egentlig skulle være gode, troede jeg på lægernes ord om, at oddsene var med mig, og derfor ville jeg hellere sørge for, at børnene var trygge i den proces, vi nu skulle igennem. Især min datter blev virkelig rystet, så jeg tror, at min åbenhed var en god ting, for siden fik de set mig i nogle grimme situationer,” siger Trine Lundorf.

En uge efter at Trine Lundorf har fået fjernet sit bryst er hun frisk igen – en væsentlig hurtigere restitution, end når man skal rekonstrueres. Brystet var blevet opereret væk af en brystkirurg, og arret tydede til at blive pænt, men:

”Jeg undrer mig over, at når man beslutter sig for ikke at blive rekonstrueret, så trækker plastikkirurgerne sig og overlader dig til en almindelig kirurg. Hun gjorde et fantastisk stykke arbejde, men det er som om, at hvis man fravælger rekonstruktion, så er opfattelsen, at man er fuldstændig ligeglad med sit udseende,” siger Trine Lundorf:

”Men det er man jo ikke. Jeg havde bare ikke lyst til at blive brækket op endnu engang og få opereret et rask bryst væk, endda uden en garanti for, at det ville blive pænt. Det betød dog ikke, at jeg ikke stadig gerne ville have et pænt ar.”

I kamp for de andre
Trine Lundorf har i mange år været den, der stak ud fra mængden. Hun er en petit kvinde i farvestrålende tøj ofte tilsat blåt hår eller andre vilde frisurer, og hendes skælmske smil får hende til at minde om en lille kæk alf. Men der er en agenda bag.

”Jeg stritter for at gøre plads til folk, som er anderledes. Jeg kan godt lide at skubbe til fordommene, fordi vi dømmer hinanden så meget på udseende. Men bare fordi du har piercinger og blåt hår, har en anden hudfarve eller er handicappet, kan du jo sagtens være et godt menneske og tusind andre ting, der går imod folks fordomme,” siger Trine Lundorf:

”Da jeg besluttede mig for ikke at blive rekonstrueret, skulle jeg dog gøre op med mig selv, om jeg var parat til for alvor at stritte. Men jeg indså, at det var en mulighed for at tage en kamp for andre. Denne gang for kvinder, der konstant presses ind i et usundt skønhedsideal.”

Trine Lundorf fortæller med et grin, at da hun oprindelige vendte tankerne om rekonstruktion med sit kvindenetværk, var der ingen tvivl fra deres side: Hvis én kunnerocke et ’uniboob’, så var det da Trine. Og selv om hun ikke kan undgå kommentaren ”du kan jo stadig blive rekonstrueret,” hver gang hun er hos en behandler, slutter samtalen, når hun siger: ”Ellers tak, jeg synes, det er flot.”

Hun er også afklaret med, at folk kigger, når hun går i svømmehallen eller i byen.

”Jeg har et par gange fået at vide: ’Du behøver vel ikke at skilte med det?’ Men jo, det synes jeg, at jeg gør. I mange år er kvinder blevet tvunget til at skulle se ud på en vis måde – og nu sker det også for mænd. Vi skal alle se godt og photoshoppede ud, og der er ikke plads til bare at være. Men du bliver ikke mindre kvinde af at få fjernet dit bryst, og det kan sagtens se smukt ud,” siger Trine Lundorf.

Efter operationen fulgte fire måneder med kemoterapi. Hun lod sine børn klippe sit hår af, og hun holdt sig skaldet, for hun havde egentlig altid haft lyst til at prøve det – og så var det en måde at tage styringen på.

”Jeg blev dog irriteret, da jeg opdagede, at jeg havde et ordentligt ar i baghovedet, fordi nogle unge læger engang havde fundet på at lime mig, efter jeg slog hul i hovedet. Argumentet dengang var: ’Det behøver jo ikke være pænt, du er jo kvinde.’ Jeg tænkte meget over, hvor unfair det var, at de havde taget sådan en beslutning for mig, som jeg lå der helt ør med hjernerystelse. Nu var jeg ufrivilligt skaldet, så gu betød det da noget!”

De mørke øjeblikke
På forhånd havde Trine Lundorf og hendes mand Thomas skrevet til lærerne på deres børns skole for at gøre dem opmærksom på situationen, og lærerne havde ladet børnene fortælle om det i timerne, hvor de stolt havde vist det hår, de havde klippet af deres mor, frem. Men kemoterapien blev fire hårde måneder for hele familien.

”Kemoen gjorde mig totalt dum og passiv. Da jeg kom hjem efter første omgang, installerede min mand og min mor mig foran tv’et, og så lå jeg bare og gloede på et eller andet. Et par dage efter havde jeg det bedre igen, men sådan fortsatte det ikke. For hver gang blev det værre, og til sidst fik jeg det ikke bedre, når der var gået et par dage, og jeg blev mentalt ked af, at jeg ikke kunne finde ud af selv de mindste ting, og at jeg ikke kunne passe på mine børn,” siger Trine Lundorf:

”Jeg er et grundlykkeligt menneske, men i perioden med kemo var der alligevel øjeblikke, hvor jeg ikke kunne finde min livsglæde frem. Det var hårdt for både mig og mine pårørende. Men min mand var min klippe og klarede alt praktisk, mens min mor kom og lavede hjemmelavede måltider, så jeg følte mig altid elsket, og det holdt jeg fast i, når det blev svært.”

Efter kemoterapien vendte Trine så småt tilbage til sit liv. Hun erkender, at hun ikke er fan af alle de fornuftige råd om kost og motion, for det gør hende nu altså bare gladere at drikke drinks med vennerne en sen nat.

”Jeg er helt overbevist om, at jeg skal gøre det, der gør mig lykkelig, og regler gør mig ulykkelig. At gå igennem en brystkræftsygdom har dog kun gjort mig endnu mere overbevist om, at jeg ikke skal ændre en dyt ved mit liv, for hold nu kæft, hvor var jeg lykkelig før, og hvor er jeg lykkelig nu. Så jeg drikker sgu det glas vin og går i byen til den lyse morgen,” siger Trine Lundorf.

Men at få kræft påvirker kroppen. Også når man er ung. Trine Lundorf gik i for tidlig overgangsalder og skal være på hormondæmpende medicin i fem år. Og den slags påvirker parforholdet.

”Det slukkede totalt min sexlyst, og det var faktisk ret hårdt for mig en overgang. Men så fandt jeg noget, der hedder Vagifem – en lokalbehandling med hormoner. Den bruges i underlivet, og selv om det er hormoner, må man godt bruge den, fordi det er lokalt. Jeg siger dig: Det er en fest! Så, alle kvinder, der døjer med overgangsalderen – Vagifem er løsningen,” siger Trine Lundorf.

Et vigtigt signal
Trine Lundorf har gennem hele sygdomsforløbet været åben over for sine børn, som hun har sat ind i alt. Det har ramt familien hårdt, og det kræver stadig af og til nogle snakke, men jo længere tid, der går, des mere kommer det på afstand. Trines datter er nu 12 år, og inden længe er hun teenager. Dermed finder Trine det nu også vigtigt at prioritere snakke om kropsidealer blandt andet ud fra de valg, hun selv har taget.

”Det handler om de værdier, du vil sende videre til dine børn, og jeg synes, at mit fravalg af rekonstruktion er et vigtigt signal at sende til min datter. Se på mig skat, jeg kan godt være flot, selv om jeg er skaldet og mangler et bryst,” siger Trine Lundorf:

”Jeg vil gerne lære min datter, at kvindelighed ikke ligger i, hvordan du ser ud. At det handler om at være menneske. Ja, jeg er kvinde og mor, men jeg er også bare Trine, et menneske, der føler og tænker og står op for, hvad jeg tror på. Det er det, min datter, men også min søn, skal blive inspireret af, ikke de photoshoppede modeller.”

På Trine Amazon-bloggen har hun også været åben over for sine læsere. Både gennem de skrevne ord og visuelt, hvor hun har dokumenteret sin operation og kemobehandling og lagt før- og efterbilleder op, blandet med billeder, hun har fået taget af professionelle fotografer, der har brugt hende i fotoprojekter.

”Gennem min blog og den kronik, jeg har skrevet (i Politiken, red.) har jeg opdaget, at jeg inspirerer rigtig mange kvinder. Kvinder, der er i tvivl om, hvorvidt de vil rekonstrueres, har fortalt mig, at de – som følge af min åbenhed – har haft nemmere ved at tage valget. At skrive blev minlivlinje, og jeg er vildt lykkelig for, at det også betyder noget for andre,” siger Trine Lundorf:

”Jeg har altid være god til at ’prædike’, når jeg har haft en holdning til noget, så det har jeg gjort både på min blog, over for min pårørende og senest på den årlige brystkræftkongres i Aarhus. Så for nylig ringede jeg og foreslog Rigshospitalet, at de fremover brugte nogle af de billeder, jeg har fået taget, så kvinder, der er i tvivl, kan se, hvor pænt resultatet kan blive.”

Rigshospitalet takkede ja. I udgangspunktet er det nemlig ikke særlig nemt at finde billeder af ikke-rekonstruerede bryster, så for første gang nogensinde kan kvinder med brystkræft nu få visuel vejledning i, hvordan det ser ud ikke at blive rekonstrueret ved hjælp af Trines billeder. Men Trine Lundorf er ikke færdig endnu. Hun har et budskab, der skal ud: At kvinder skal have mulighed for at tage det valg, der er rigtigt for dem, uden at de skal shamesfor det.

For én gang en amazone, altid Trine Amazon.

 

Blå bog:
Trine Lundorf, 38 år (født 1980)
IT-arkitekt
Mor til en søn på 10 og en datter på 12 år og er sammen med sin mand Thomas på 19. år
Læs om Trines erfaringer med brystkræft på trineamazon.com og følg hende på Instagram og Twitter under navnet Trine Amazon

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *