Tilbagefald

Af Anders Bonde Jensen, onkolog, Aarhus Universitetshospital

Selvom flere og flere kvinder får konstateret brystkræft, overlever betydelig flere kvinder heldigvis deres kræftsygdom.

Du kan risikere at få tilbagefald af din brystkræftsygdom. Det kan ske, hvis det er lykkedes for enkelte kræftceller fra brystet at sprede sig til andre dele af kroppen inden operationen.

Det kan også ske, hvis den efterfølgende medicinske behandling ikke er i stand til fjerne disse kræftceller.

Forskellige former for tilbagefald
Brystkræften kan vende tilbage som et lokalt tilbagefald i brystområdet eller i det tilbageværende bryst. Sygdommen kan også komme tilbage andre steder i kroppen som såkaldte fjernmetastaser. En fjernmetastase er en knude af den samme slags kræftceller som den oprindelige knude i brystet, men den har sat sig et andet sted i kroppen. De hyppigste organer brystkræft kan sprede sig til er: knogler, lunger, lever og hjernen.

Lokalt tilbagefald
I de tilfælde, hvor tilbagefaldet er sket som et lokalt tilbagefald, vil det kunne helbredes. Behandlingen kan bestå af både operation, strålebehandling og medicinsk behandling med anti-østrogene midler. Som regel vil det være nødvendigt at anvende en kombination af disse muligheder.

Fjernmetastaser
I de tilfælde, hvor kræften kommer tilbage som fjernmetastaser, kan sygdommen som regel ikke helbredes. Imidlertid er behandlingsmulighederne i dag mange, og i langt de fleste tilfælde kan man bringe sygdommen i ro i en kortere eller længere periode. At kræften kommer igen er derfor slet ikke ensbetydende med, at man ikke kan gøre noget. Sygdommen er imidlertid blevet en kronisk tilstand, og behandlingen vil være mere eller mindre livslang.

Behandlingen af et tilbagefald af brystkræft varierer i intensitet, og dermed varierer bivirkningerne også. Afgørende for, hvilken behandling lægerne vælger, er typen af brystkræft og dit tidligere behandlings- og sygdomsforløb. Behandlingen er primært medicinsk, det vil sige kemoterapi eller anti-østrogen behandling. Man vil som regel behandle med en type af kemoterapi af gangen, og fortsætte behandlingen så længe der er effekt. Når effekten ophører, kan man ofte have effekt af en behandling med en anden form for kemoterapi eller anti-østrogen behandling.

Hvis tumorcellerne er HER-2 positive, vil man som regel kombinere kemoterapien med en behandling, der retter sig mod HER-2 receptoren i form af enten trastuzumab eller lapatinib.
I nogle tilfælde kan spredningen til knoglerne give smerter, der enten behandles med smertestillende medicin eller strålebehandling mod de knogleområder, hvor smerterne er mest udtalte.

Det kan du selv gøre
Vær opmærksom på din krops signaler. Symptomer, som kan give mistanke om tilbagefald af din brystkræft, kan ligeså godt være symptomer på noget helt andet. Men det er vigtigt at søge læge og blive undersøgt, især hvis symptomerne er vedvarende, det vil typisk sige mere end 2-3 uger.

Ved at søge læge kan du enten blive fri for mistanken om, at der skulle være noget galt, eller du kan blive behandlet, hvis der er tale om tilbagefald. Derfor bør du altid kontakte din læge, hvis du oplever et nyopstået symptom som fx smerter, som står på i en lidt længere periode, vedvarende hoste, kvalme eller ufrivilligt vægttab.

Undersøgelser ved mistanke om tilbagefald
Er der symptomer, hvor man må mistænke et tilbagefald, vil der ofte blive taget nogle blodprøver. Som regel skal der også laves enten røntgenundersøgelser eller skanninger. Det kan enten være CT-skanning af bryst og bughule eller skanninger af knoglerne.