Nyt bryst af grisehud

Af Britt Nørbak

Anne Mette Jensen fik rekonstrueret sit bryst ved hjælp af kunstigt hud, der stammer fra en gris. Hun er meget begejstret for metoden og tænker slet ikke over, at hun på en måde har et lille stykke gris i kroppen.

I sommeren 2011 var Anne Mette Jensen indlagt på Aarhus Universitetshospital for at få fjernet begge sine bryster på grund af brystkræft. Hun havde haft brystkræft i venstre bryst tilbage i 2004, hvor hun fik en brystbevarende operation, kemoterapi og strålebehandling, og da hun var ude af det femårige kontrolforløb, så alt godt ud. Da Anne Mette Jensen fyldte 50 år, blev hun automatisk tilbudt en mammografiscreening, som hun tog imod. Screeningen afslørede en knude i det højre bryst, og der var måske også noget i venstre bryst igen.

Fik fjernet begge bryster
– Da højre bryst skulle fjernes, og jeg tidligere havde haft brystkræft i venstre bryst, besluttede jeg at få fjernet begge bryster på én gang. Jeg var bange for, at jeg også havde brystkræft i venstre bryst eller snart ville få det, og jeg havde ikke overskud til at skulle igennem endnu en operation. Dagen før operationen spurgte plastikkirurg Tine Engberg Damsgaard, om jeg kunne tænke mig at få rekonstrueret det højre bryst ved hjælp af kunstigt hud, der oprindeligt var fra en gris. Hun fortalte, at den kunstige hud var renset for grisens celler, og om de fordele der var ved metoden, så jeg havde faktisk ikke brug for betænkningstid. Jeg sagde ja med det samme, fordi jeg ville være færdig i én operation, siger Anne Mette Jensen.

En stor lettelse
Det var ikke muligt at rekonstruere Anne Mette Jensens venstre bryst ved hjælp af grisehud, fordi det tidligere havde fået stråler og derfor var for skrøbeligt. Men det lykkedes med det højre bryst, og det var en stor lettelse for hende.

– Plastikkirurg Tine Engberg Damsgaard fortalte, at det var gået godt, og da jeg så resultatet, var jeg meget tilfreds. Jeg havde ikke ondt i ryggen i højre side, fordi der ikke var brugt en muskel fra ryggen til rekonstruktionen, hvorimod min ryg smertede i venstre side, hvor der var brugt en muskel til at rekonstruere venstre bryst. Det højre bryst faldt også hurtigere til, og det føltes mere naturligt, og sådan er det også i dag. Det højre bryst føles mere virkeligt, hvor det venstre er en smule mere spændt.

Vil gerne oplyse andre
Rekonstruktion af et bryst ved hjælp af grisehud kan tilbydes kvinder, der, som Anne Mette, har mulighed for at huden på brystet kan bevares. Det kan også tilbydes kvinder, der har genet BRCA 1 eller 2 for brystkræft, hvor patienten på samme måde også kan tilbydes en hud-besparende fjernelse af brystets indhold. Anne Mette Jensen har udelukkende mødt interesse og positive reaktioner fra sine omgivelser, når hun har fortalt om metoden med grisehud.

– Jeg tænker ikke over, at jeg har et stykke grisehud i mit højre bryst. Det rører mig slet ikke. Det vigtigste for mig er at fortælle om metoden på en sober måde, for den har hjulpet mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fortælle om noget så privat som brystkræft i medierne, men jeg gør det for at hjælpe andre. Det handler om at få de positive historier ud, og jo flere der kan få rekonstrueret et bryst på denne måde, jo bedre, siger Anne Mette Jensen.

Udover at hun er glad for, at hun sagde ja til en rekonstruktion med grisehud, er hun også glad for, at hun fik fjernet begge bryster. Efter operationen kom der svar på den prøve, der var blevet fjernet, og det viste sig, at der var kræftceller i prøven. Det behøver Anne Mette Jensen heldigvis ikke at bekymre sig om længere. Hun er raskmeldt og arbejder igen fuld tid.

Læs mere om rekonstruktion her.