Motion

Fra patientguiden ‘Hånden på brystet’.

At blive behandlet for brystkræft kan ofte være hårdt for kroppen – ikke alene under selve behandlingen men også efter. Fysioterapi kan afhjælpe nogle af de gener, der kan opstå i forbindelse med operation og behandling.

LøbeturSådan bruger du kroppen
Mange kvinder med brystkræft oplever en usikkerhed over, hvordan og hvor meget man må bruge sin arm og krop efter operation og behandling. Derfor lader mange hellere være med at bruge den end at risikere at overbelaste den. Nyere undersøgelser viser dog, at brystopererede, som bruger deres arm til det, de kan inden for smertegrænsen og så naturligt som muligt, oplever færre gener efter behandlingen. Langt de fleste brystopererede får øvelser af fysioterapeuten på hospitalet i forbindelse med deres operation.

Øvelserne har til formål at minimere problemer med bevægelser af arm og skulder i den opererede side samt at nedsætte arvævsdannelse og smerter. Du kan læse om øvelserne på fysioterapeut Kirsten Tørsleffs hjemmeside her.

Start stille og roligt
At komme i gang igen efter en kræftsygdom kan være svært. Start derfor stille og roligt og vær meget opmærksom på de signaler, din arm og din krop sender dig.

Man ved, at kvinder med brystkræft oplever en forbedring af livskvaliteten ved øget fysisk aktivitet. Fysisk aktivitet har stor indflydelse på det psykiske velbefindende og på lette og middelsvære depressioner. Desuden tyder det på, at fysisk aktivitet giver bedre overlevelse og færre tilbagefald. Det er derfor en god idé at være fysisk aktiv en halv time dagligt eller tre-fem timer ugentligt ved moderat intensitet. Det vil sige, at man får pulsen lidt op, man bliver lettere forpustet og begynder at svede.

CykelturPrøv dig frem
Du ved bedst selv, hvor meget du kan klare. I starten vil du opleve, at du må prøve dig lidt frem med forskellige aktiviteter for at finde ud af, hvad der er godt for dig. Hold de pauser, du har behov for, men pas på med meget ensformigt stillesiddende og statisk arbejde. Hvis du har spørgsmål, kan du evt. henvende dig til din læge eller til en fysioterapeut.