Ledende medarbejdere sigtet i Ringsted-sagen

OBS: Dansk Brystkræft Organisation og advokat Søren Kroer tilbyder råd og vejledning til kvinder, der er berørt af Ringsted-sagen. Se kontaktoplysninger nederst i artiklen.

Ringsted-sagen, om de mangelfulde brystkræftundersøgelser af kvinder, er gået ind i en ny fase. Det skete efter, at flere ledende medarbejdere på Ringsted Sygehus samt Region Sjælland, som myndighed, mandag den 13.maj 2o19 blev sigtet for overtrædelse af straffeloven og autorisationsloven.

I marts 2019 gik Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi ind i sagen efter en anmeldelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som altså nu har ført til en række sigtelser – hvor mange vil politiet dog ikke oplyse.

I forbindelse med sigtelserne foretog politiet ligeledes ransagninger på adresser i Næstved, Sorø og Ringsted med henblik på at indhente materiale, der kan være med til at vurdere, om de vil gå videre med sagen hos domstolene.

En mammografi fremfor en klinisk mammografi
Ringsted-sagen begyndte, da Jyllands-Posten i februar kunne afsløre, at flere kvinder, der var henvist fra egen læge grundet mistanke om brystkræft, var blevet mangelfuldt undersøgt på Ringsted Sygehus i perioden 2013-2017. Senere viste det sig, at det var en ledelsesbeslutning ikke at følge de nationale retningslinjer for brystkræftundersøgelser af kvinder – den såkaldte kliniske mammografi.

Region Sjælland undersøgte derfor 9.400 journaler fra perioden og har pr dags dato fundet frem til 304 kvinder, der – efter de mangelfulde undersøgelser – har fået konstateret brystkræft.

Ifølge de nationale retningslinjer skal du ved mistanke om brystkræft, hvor ens læge henviser dig, have foretaget en klinisk mammografi. Den består af tre forskellige undersøgelser: En mammografi, en ultralydsundersøgelse og en klinisk undersøgelse, hvor lægen skal føle på brystet for at mærke, om der er knuder – endelig, ved begrundet mistanke, kan lægen vælge at tage en biopsi.
På Ringsted Sygehus fik kvinderne kun foretaget en mammografi, og det strider altså imod retningslinjerne.

Er du i tvivl om, hvorvidt du er blevet undersøgt forkert på Ringsted Sygehus, oplyser Region Sjælland følgende:

  • Hvis du er blevet undersøgt på Ringsted Sygehus efter 24. maj 2017, er du blevet undersøgt korrekt. Har du ligeledes fået en almindelig mammografi, som en del af screeningsprogrammet, er der heller ikke grund til bekymring.
  • Er du derimod blevet henvist til klinisk mammografi på Ringsted Sygehus i perioden mellem 1. marts 2013 til 24. maj 2017, er der grund til at undersøge dit forløb. Du kan ringe til sygehusets hotline særligt oprettet til formålet på telefon 54 67 22 31 på hverdage mellem klokken 8-15.

Er du berørt af sagen, tilbyder Dansk Brystkræft Organisation også råd og vejledning med henblik på, hvordan du skal forholde dig.
Du kan kontakte Karen Sundbøll på tlf. 20598381 / kaas@brystkraeft.dk eller Randi Krogsgaard på tlf. 20488384 / rakr@brystkraeft.dk.

Vil du gerne drøfte dine muligheder for en eventuel klagesag, er du ligeledes velkommen til at ringe til advokat Søren Kroer på tlf. nummer 28151142 på sk@kroerfink.dk.

 

 

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *