Alt for få brystkræftramte kvinder opereres til tiden

En stor del af brystkræftramte kvinder behandles ikke indenfor fristen på 27 dage. Det viser nye tal fra  Sundhedsdatastyrelsen for 2018’s fjerde kvartal.

Værst står det til i Region Hovedstaden, hvor over halvdelen – 53 procent – opereres for sent. På landplan er tallet 36 procent. 

– Det er uacceptabelt, at mindre end halvdelen af kvinder med brystkræft i 4. kvartal blev opereret indenfor forløbstiden, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden til Jyllands-Posten.

De nye tal rammer ned i debatten om regionerne, som regeringen foreslår afskaffet, og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) bruger da også de nye tal til at underbygge behovet for en sundhedsreform, der kan sikre patienter lige behandling.

– Vi ved, at der kan være udsving i de her tal, men jeg er bestemt ikke tilfreds med, at der er så stor forskel fra region til region, siger ministeren til Jyllands-Posten og fortsætter:

 -De her tal understreger behovet for at gennemføre en sundhedsreform, som skal sikre, at patienter i for eksempel Region Hovedstaden kommer lige så hurtigt igennem et kræftforløb som en patient et andet sted i landet.

 

Sundhedsstyrelsen har nu bedt blandt andet Region Hovedstaden om en redegørelse, og sundhedsministeren kalder det “afgørende,” at regionerne finder frem til, hvad der er skyld i faldere. Kun i Region Sønderjylland ligger tallene til den rimelige side – men også her blev 22 procent af operationerne  forsinket i 4. kvartal.
Sammenlignet med Region Sjælland, hvor 78 procent i 2.kvartal blev forsinket, må det dog siges at være fornuftigt.

Bekymrende og uacceptabelt
Hos Kræftens Bekæmpelse finder administrerende direktør Jesper Fisker udviklingen dybt bekymrende.

– Udover, at det er meget bekymrende, utilfredsstillende og uacceptabelt for kvinderne, er det også uforståeligt, at det nu går den helt forkerte vej, når man i flere regioner tidligere har vist, at det kan lade sig gøre at sikre, at mindst 90 procent af alle med brystkræft opereres inden for kræftpakkens forløbstider, siger Jesper Fisker blandt andet til Jyllands-Posten.

Ifølge ledende overlæge på Brystkirurgisk Afdeling på Herlev Hospital og Rigshospitalet, Henrik Flyger, bunder årsagen til de dårlige tal i Hovedstaden i, at det blandt andet er svært at skaffe både læger og anæstesi- og operationssygeplejersker til at bemande operationsstuerne.

Læs Jyllands-Postens artikel her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *