Referat: En vigtig vidensaften om lymfødem i Aarhus

Onsdag den 6. februar havde DBO-kreds Aarhus og Prostatakræftforenigen PROPA i Østjylland en spændende og informativ aften om lymfødem. Specialistsygeplejerske og lymfødemterapeut Susan Nørregaard gennemgik først blod- og lymfekredsløbet og forklarede, hvordan lymfevæsken bevæger sig i kroppen.

Susan Nørgaard forklarede blandt andet, hvordan lymfevæsken  bliver renset i lymfeknuderne og sendt videre i systemet, og – hvis lymfeknuder mangler – hvordan det kan blokere lymfevæskens transport i et område, hvilket kan medføre lymfødem.

Lymfødem rammer hyppigst i ben, arme, bryst, hals, pung/penis, og for eksempel får cirka 20 procent af brystkræftopererede kvinder lymfødem. Symptomerne er blandt andet hævelser, sovende fornemmelser, smerter, og at man begynder ikke at kunne passe tøj og sko, ligesom rosen ofte kan være en af følgesygdommene. Lymfødem er kronisk, og der findes mange forslag til behandling, men kompression er det vigtigste behandlingsmiddel.

Der er ikke ret mange, som er uddannet inden for området, og der mangler ensartet rådgivning. Alle har dog ret til at få sin læge til at henvise til Videncenter for Lymfødem på Bispebjerg Hospital.

Den spændende aften fortsatte med, at sygeplejerske Hedvig Møller Larsen fortalte om sit arbejde med  lymfødem ud fra sin bog “Kræftfri – men ikke rask”, der gengiver 20 personlige beretninger fra mennesker med lymfødem efter kræftbehandling. De fremmødte fik også et indblik i hendes kamp for at hjælpe lymfødemramte patienter – og især kampen med de offentlige myndigheder og sundhedsvæsenet.

De to indlæg medførte mange interessante spørgsmål fra de fremmødte, og det var for alle en lærerig aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *