Vejle Sygehus har åbnet en klinik for senfølger

Senfølger er efterreaktioner og bivirkninger fra stråleterapi, kemobehandling, operationer eller anden behandling for kræft, som måske først viser sig længe efter, at kræftbehandlingen og de efterfølgende kontroltjek er overstået.

– De her patienter begynder måske at døje med åndenød, fordøjelsesbesvær, hjerte-karforstyrrelser, smerter i knogler, muskler eller led. Eller måske løber de ind i søvnløshed, spontane depressioner, angst, eller noget helt fjerde, som får dem til at bestille tid ved lægen, der ofte vil tolke symptomerne som signaler på andre typiske sygdomme. Men måske viser det sig altså i virkeligheden at være senfølger efter kræftbehandlingen, siger overlæge Lars Henrik Jensen fra Onkologisk Afdeling ved Vejle Sygehus. Sammen med sine kolleger, afdelingslæge Christine Madsen og læge Johanne Dam Lyhne, står han i spidsen for et nyt klinisk tilbud på Vejle Sygehus, der retter sig specifikt mod senfølgepatienter.

– Efter ønske fra blandt andet vores Patient- og Pårørenderåd ved Vejle Sygehus åbnede vi for nylig en særlig senfølgeklinik i tilknytning til Onkologisk Afdeling. En klinik, som de praktiserende læger nu direkte kan henvise deres patienter til, hvis de har mistanke om, at der er senfølger på spil, i stedet for at sende patienterne ud til en masse ambulante undersøgelser på sygehusets forskellige afdelinger, som lægerne plejer at gøre for at finde en forklaring på patientens gener, siger afdelingslæge Christine Madsen.

Læs mere hos Vejle Sygehus her.

Foto: Charlotte Dahl