Foredrag gav indsigt i patologens arbejde

Mandag den 8. oktober havde DBO-kreds Aarhus en aften med Trine Tramm, der er overlæge på Patologiafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Hun fortalte, at en patolog er lægen, man aldrig ser, men at det er en meget vigtig person i forbindelse med udredning af enhver kræftsygdom.

Tidligere arbejdede en patolog primært med obduktioner, men i dag arbejdes der i højere grad med levende mennesker, blandt andet for at belyse hvordan sygdomme opstår, og hvordan sygdomme giver sig til udtryk i celler og væv.

En patolog bruger makroskopi (kigger med sit blotte øje), men et meget vigtigt redskab i patologens arbejde er mikroskopet. En patolog har mange roller og stiller blandt andet diagnoser ud fra, hvordan celler og væv ændrer sig. Patologen undersøger biopsier, kontrollerer effekten af en behandling, deltager i screening og meget mere. Det er et omfattende arbejde, hvor mange prøver fra patienter registreres og undersøges på en helt bestemt, fastsat måde, før der gives et svar på prøven.

En patolog er også en vigtig person i forbindelse med det multidisciplinære arbejde, hvor flere faggrupper mødes før og efter behandling af en patient.

I forbindelse med brystkræft er en patolog med fra starten, når en kvinde har været til mammografi eller har fået taget en celleprøve. Patologen undersøger, om en knude er godartet eller ondartet, og om der er spredning til lymfeknuderne. En patolog er både med til at diagnosticere, med til at beslutte behandlingen og med til at undersøge, om al kræft er fjernet.

Trine Tramms foredrag gav i den grad publikum indsigt i et spændende og mangfoldigt arbejde.

 

Tekst: Karin Abrahamsen, DBO-kreds Aarhus
Foto: Esther Grau Andersen, DBO-kreds Aarhus