Veloverstået Nordisk Brystkræftkonference

DBO’s fungerende formand Gitte Laursen på scenen

DBO deltog med fire repræsentanter i Nordisk Brystkræft Konference på Færøerne den 21- 23. september 2018. Konferencen åbnede i det historiske Muellers pakhus, i Thorshavn, hvor vi blev mødt af byens kvindelige borgmester og den færøske bestyrelse, der var mødt op i deres smukke nationaldragter.

Lagtingsmedlem Annita á Fridiksmørk og formand for den færøske brystkræftorganisation Turid Horn bød velkommen på konferencen, der bød på mange gode og lærerige indlæg.

Overlæge Ann Knoop

Ann Knoop, onkologisk overlæge på Rigshospitalet, talte om medicinske behandlingsmuligheder ved brystkræft. Sygeplejerske og sexologisk rådgiver Anette Højer Mikkelsen havde et oplæg om sexologiske senfølger samt forebyggende og mulige behandlingstiltag.

Der var også oplæg ved en terapeut om ‘At leve livet med udfordringer’ samt en kunstterapeut, der fortalte om brug af kunstterapi som behandlingstilbud. Sygeplejerske Marianne Nord Hansen holdt oplæg om senfølger og tog afsæt i i det strategiske oplæg ‘Helbredt – men ikke rask’ – der er udarbejdet i samarbejde mellem Senfølgerforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

Onkoplastisk brystkirurg Kristjan Skuli Åsgeirsson

Onkoplastisk brystkirurg Kristjan Skuli Åsgeirsson fortalte om de nyeste kirurgiske metoder til behandling af brystkræft med primær rekonstruktion. De mange faglige indlæg blev suppleret med to meget intense personlige beretninger. Først ‘Da min kone blev ramt af kræft’ ved Petur Elias Nielsen. Det var en meget stærk beretning om at være ægtefælle og småbørnsfamilie, når hustruen rammes af brystkræft.

Musikalsk underholdning

Lørdag fik vi ligeledes en meget stærk og intens beretning fra en kvinde, der umiddelbart før sin 40 års fødselsdag og højgravid med sit tredje barn få uger før fødslen fik en brystkræftdiagnose. Fem dage efter diagnosen fik hun lavet kejsersnit før termin, hvorefter hun begyndte behandlingen med kirurgi, stråler og kemo. Færøerne har ikke behandlingsmulighederne, så hun måtte med sit seks uger for tidligt fødte barn både til Reykjavik på Island og til København.

Der var desuden korte oplæg fra alle de deltagende landes formænd, som gav et indblik i de respektive landes aktuelle indsatsområder, og de satte fokus på deres udfordringer. Lørdag morgen mødtes formændene for de deltagende landes brystkræftorganisationer. Det var et konstruktivt møde, hvor der blev indgået konkrete aftaler om samarbejde og formandsmøde en gang årligt.

Trods det meget tætte program var der også lejlighed til at høre færingernes glæde ved musik og sang. Vi hørte blandt andet en gruppe unge og dygtige sangere fra Musikskolen i Thorshavn.

De smukke nationaldragter

Sent lørdag eftermiddag besøgte DBO’s repræsentanter en af Færøernes seværdigheder – Kirkjubour udenfor Thorshavn – på vej derud oplevede vi i smukt solskinsvejr den ubeskriveligt skønne natur. På turen var der rig lejlighed for at tale med deltagere fra de andre lande.

DBO vil sige mange tak til vores færøske værter for en flot og veltilrettelagt konference. Det var lærerigt, og vi ser frem til forhåbentligt at kunne sende en større dansk delegation til den næste nordiske brystkræftkonference, der afholdes i Finland i 2020. Der skal søges midler til det, og vi tager fat på drøftelserne ved kredsseminaret i januar 2019.

Tekst: Charlotte Johannsen, Karen Sundbøll og Gitte Laursen
Foto:  Lis Kuntz