Hyldest og kontant skulderklap til underviser på DBO-kreds Vendsyssels malerhold

Igennem flere år har ét af DBO-kreds Vendsyssels mange tilbud været et ugentligt malerværksted for kræftramte. Det var Jonna Jensen fra DBO-kreds Vendsyssel, der tog initiativ til at lave et malerhold. Da hun både er medlem af DBO og Kræftens Bekæmpelse, tilbydes malerholdet til begge foreningens medlemmer.

Malerholdets underviser er Erla Poulsen. Hun er i stand til at inspirere deltagerne, så de gennem kreativ udfoldelse får mulighed for at få bearbejdet deres følelser og på den måde måske får lidt lettere ved at komme videre i livet efter kræft.

Både Jonna Jensen og Inge Marie Pedersen fra DBO-kreds Vendsyssel deltager på malerholdet, og de er meget begejstret for de kreative og positive oplevelser. De er ikke ene om at synes godt om malerværkstedet og underviser Erla Poulsen. Det kom til udtryk, da Erla Poulsen i denne uge blev overrasket af Kaj Verner Jensen og Finn Holst fra Logen Caritas Serapions-Ordenen i Brønderslev. De to herrer dukkede uanmeldt op med blomster og et kontant skulderklap på 5.000 kr. for at takke og hædre Erla Poulsen for hendes store indsats i malerværkstedet.

Foto: Inge Marie Pedersen, DBO-kreds Vendsyssel