DBO-kreds Aarhus mødtes med norsk søsterforening

I begyndelsen af april blev DBO-kreds Aarhus kontaktet af den norske Brystkreftforeningen Bergen, som var ved at planlægge en tur til Danmark. Den norske forening ville gerne mødes med DBO-kreds Aarhus for at udveksle erfaringer. Den idé faldt i god jord hos den århusianske lokalkreds, der takkede ja til forslaget.

Den 21. maj ankom Brystkreftforeningen til Aarhus. De havde kun én dag i Danmarks næststørste by, og den blev tilbragt i Den Gamle By, hvor de norske og danske medlemmer af patientforeningerne mødtes, hele 20 norske medlemmer og 10 danske medlemmer.

Efter et kort oplæg fra begge foreninger var Brystkreftforeningen vært ved en hyggelig frokost. I løbet af de to timer, frokosten varede, oplevede kvinderne et fællesskab, hvor snakken gik livligt, og hvor alle hyggede sig sammen.

DBO-kreds Aarhus synes, at det var en virkelig god oplevelse og et fantastisk initiativ af den norske Bryskrefttforeningen.

Tekst: Karin Abrahamsen, DBO-kreds Aarhus
Foto: Esther Grau Andersen, DBO-kreds Aarhus