DBO-kreds Vendsyssel fik svar på spørgsmål om medicinsk efterbehandling

Overlæge Lars Stenbygaard, Aalborg Universitetshospital, Klinik Kirurgi og Kræftbehandling

DBO-kreds Vendsyssel har haft besøg af overlæge og onkolog Lars Stenbygaard fra Aalborg Universitetshospital. Han fortalte de over 50 fremmødte om muligheder for efterbehandling efter operation for brystkræft.

Lars Stenbygaard gennemgik både mulighederne for kemoterapi, strålebehandling og medicin, og  han gav et godt indblik i, hvor mange parametre, der afgør, hvad der er den bedst mulige behandling for den enkelte patient. Han kom også ind på de nye behandlingsmuligheder, der allerede er på vej eller er på forsøgsniveau.

Lars Stenbygaard kom med vigtig ny viden for mange af tilhørerne, blandt andet at injektion af medicin beregnet til knogleskørhed understøtter behandlingen med antiøstrogener.

Lars Stenbygaard fortalte også, at langt flere patienter i dag overlever brystkræft end tidligere. Det skyldes, at alle dele af behandlersystemet er blevet mere effektivt. Han fremhævede, at mammografiscreeningen medfører, at de fundne knuder er langt mindre end tidligere, og derfor ofte kan fjernes ved en brystbevarende operation med efterfølgende stråler og medicinsk behandling. Efter Lars Stenbygaards indlæg var der mulighed for at stille ham spørgsmål om medicinsk efterbehandling, hvilket mange i salen benyttede sig af.

 

Tekst: Anna Sick, DBO-kreds Vendsyssel
Foto: Privat