Stor efterspørgsel på informationer om senfølger

Den 25. oktober havde DBO-kreds Sønderjylland fornøjelsen af Josina Bergsøes populære foredrag. Godt 50 deltagere var mødt op på Sønderborg Bibliotek.

Josina Bergsøe fortalte indlevende om senfølger efter kræft, hvor hun brugte sine egne erfaringer åbent og ærligt på en meget positiv og humoristisk måde. Hun fortalte, at noget af det vigtigste, der hjælper på mange af hendes senfølger, er motion.

Josina Bergsøe indrømmede med et glimt i øjet, at hun synes, at det er rædselsfuldt at dyrke motion, men hun ved, at det er nødvendigt, for at hendes krop fungerer bedst muligt.

Et af hendes budskaber er, at vi må acceptere, at vi har fået senfølger efter kræft. Vi skal ikke bruge tiden på at tænke over, hvorfor vi har fået senfølger, men i stedet prøve at finde ud af, hvad der kan gøres ved dem.

Efter foredraget var der afsat tid til spørgsmål, og det var også muligt at købe bogen ‘Senfølger efter kræft – sådan kommer du videre’, hvor mange fik en signeret bog med hjem.

 

Tekst og foto: Ulla Lynge, DBO-kreds Sønderjylland