Fra brystkræftpatient til kalenderpige

Lørdag d. 9. september blev kulminationen på flere måneders intenst og frivilligt arbejde, da Kalender for Livet blev lanceret i forbindelse med Stafet for Livet i Nibe.

Kalender for Livet er en kalender for 2018 med unikke fotos og fortællinger om lokale kvinder fra Nibe-området, der på forskellig vis har haft kræft inde på livet. To af de medvirkende har haft brystkræft, nemlig Britta Jensen, der medvirkede i dbobladet nr. 49, og Hanne Larsen, der medvirker i dbobladet nr. 52, som udkommer d. 1. oktober.

Hanne Larsen blev fotograferet i fjorden i Nibe, og hun storsmiler, mens hun taler om oplevelsen.

– Det er et sejt projekt, jeg er med i. Det er vigtigt for mig at sætte fokus på, at vi er mange, der kommer godt igennem et kræftforløb. Jeg håber, at kalendersalget kan samle mange penge ind til Kræftens Bekæmpelse, siger Hanne, der selv har haft stor glæde af Kræftens Bekæmpelse, hvor hun har fået et netværk af andre kræftramte.

– Der var kun én veninde i mit netværk, der havde haft brystkræft, da jeg blev syg, og det var en stor hjælp at få kontakt til flere i samme situation. Som kræftramte har vi en form for fællesskab. Alle forstår, hvad man har været igennem, for de har selv prøvet det. Den form for fællesskab har jeg også oplevet i forbindelse med Kalender for Livet.

Du kan læse Hannes historie i det næste nummer af dbobladet. Du kan læse mere om Kalender for Livet ved at klikke her.

Kalender for Livet koster kr. 149,-, og pengene går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Foto: Betina Fleron Hede