Medicinrådets fagudvalg vedrørende brystkræft sat i stå

Fire fagudvalg under Medicinrådet står uden formænd, og det bremser blandt andet arbejdet med at behandle ansøgninger på nye lægemidler til behandling af brystkræft. Det skriver DagensPharma.dk. De fire udvalg er vedrørende lungekræft, brystkræft, kræft i æggestokkene og nyresygdomme.

Medicinrådets sekretariat har modtaget en ansøgning på brystkræftmidlet Kisqali (ribociclib) fra Novartis, som skal sendes videre til fagudvalget vedrørende brystkræft, men så længe rådets sekretariat ikke har modtaget indstillinger til formænd fra Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), kan ansøgningen ikke blive behandlet.

Ifølge formanden for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), professor, overlæge Henrik Ullum, skyldes de manglende indstillinger af  formandskandidater til de fire fagudvalg Medicinrådets habilitetsregler.

– Det er som at sende et skib ud i et isfyldt hav og fastholde kursen direkte mod et isbjerg. De relevante videnskabelige selskaber har qua habilitetsreglerne svært ved at finde personer til formandsposterne, der er både fagligt egnede og kan leve op til rådets habilitetskrav, siger Henrik Ullum til DagensPharma.dk

Novartis har tidligere meddelt, at EU-kommissionen har godkendt Kisqali (ribociclib) i kombination med en aromatasehæmmer til behandling af postmenopausale kvinder med avanceret HR+/HR2 brystkræft eller metastatisk brystkræft. I Danmark venter vi stadig på, at ansøgningen behandles …

Novartis’ engelske pressemeddelelse kan læses her.