Fysioterapeut Anne Hjordt besøgte DBO-kreds Hovedstaden

Tirsdag d. 27. september 2016 havde DBO-kreds Hovedstaden inviteret fysioterapeut Anne Hjordt til at fortælle om brystkræftoperation og behandlingsforløb ved et aftenarrangement på Nørre Allé i København.

Det var en lille sluttet kreds, der mødte op for at høre, hvad Anne Hjordt havde at fortælle.

Anne Hjordt lagde ud med at fortælle detaljeret om selve operationen for at give et billede af, hvorfor så mange får smerter i både ryg, skulder og mave efter en brystkræftoperation. Det er ganske enkelt, fordi muskler og sener hænger sammen i hele kroppen.

Anne Hjordt fortsatte med at fortælle, at der altid er hjælp at hente, også mange år efter en operation. Det er bedst, hvis man starter fysioterapeutisk behandling inden operationen, men det er desværre de færreste brystkræftpatienter, der er klar over denne vigtige detalje. Jo før man kommer i gang med en behandling, jo større er chancen for at undgå at få lymfødem.

Det var meget interessant viden, og det ville være godt, hvis det også blev formidlet videre af læger og sundhedspersonale til patienterne ved planlægning af operation. Derved kan man måske hjælpe flest muligt, og måske helt undgå mange af de nævnte senfølger.

Efter Anne Hjordts oplæg var der tid til at svare på de mange spørgsmål. Som altid blev der stillet spørgsmål, hvor problematikken var velkendt hos mange af tilhørerne. Anne Hjordt svarede på alle spørgsmål, og sikrede sig, at hun var blevet forstået, inden hun gik videre.

Det var en meget informativ og spændende aften, som blev afholdt i en hyggelig og afslappet atmosfære.

Ved en tidligere lejlighed har DBO-kreds Hovedstaden skrevet, at Anne Hjordt giver rabat til medlemmer af DBO. Det er ikke korrekt, og vi beklager fejlen. Derimod er følgende korrekt:
Fysioterapeut Anne Hjordt tilbyder DBO’s medlemmer en halv times gratis konsultation, enten telefonisk eller via fremmøde, vedrørende lymfødem- og arvævsbehandling. Hun kan kontaktes på tlf.: 22 50 82 78 eller ah@hhfys.dk

Tekst: Katja Hansen
Foto: Charlotte Hammer