Et indblik i patologens arbejde

patologforedrag4-web-corelDet var en god aften, da DBO-kreds Vendsyssel indviede nye lokaler i Sundhedscentret i Hjørring. Selv om stedet stadig bar præg af flytterod, var det muligt at afholde et planlagt arrangement i et stort, lyst lokale, hvor alt det tekniske også fungerede.

patologforedrag1-web-corelDenne aften lyttede tyve mennesker til ledende overlæge, patolog Morten Johansen, som med liv, viden og entusiasme fortalte om arbejdet på Patologisk Institut i Hjørring. Instituttet er et af de mindste i Danmark, men det blev i 2014 kåret af Dagens Medicin som Danmarks bedste i diagnostik af brystkræft og dermed et godt eksempel på, at småt også kan være godt.

Publikum fik indsigt i patologens arbejde både før, under og efter brystkræftoperationen. Det var de færreste tilhørere, der var klar over, hvor mange facetter og tvivlsspørgsmål, der er i patologens arbejde. Flere blandt publikum fik forståelse for, hvorfor deres eget kræftforløb havde været, som det var. Morten Johansen fremhævede også, at indførelsen af Kræftpakkerne har været en medvirkende årsag til en øget overlevelsesrate for brystkræftpatienter.

Læs om DBO-kreds Vendsyssels kommende arrangementer her.

 

Tekst og foto: Anna Sick, DBO-kreds Vendsyssel