Skøn herreklub donerede penge til DBO

img_1584-a-webMandag aften modtog DBO en flot donation fra Club 60+, der er en herreklub i Aarhus, der blandt andet mødes for at følges til sportskampe. Medlemmerne havde længe talt om, at de gerne ville prøve at løbe ind på banen sammen med et lokalt sportshold, og det blev virkelighed, da kvindehåndboldklubben SK Aarhus hjemme tog imod HC Odense.

Club 60+ blev i sin tid stiftet af Thomas Unterschlag, der også er speaker til SK Aarhus’ hjemmekampe, og det var ham, der fik det særlige arrangement op at stå.

img_1498-web-corel– Da jeg fortalte medlemmerne, at de skulle løbe ind på banen sammen med håndboldkvinderne, blev de først HELT stille! Derefter brød de sammen af grin, fordi de syntes, at det var lidt skørt, men de var glade og foreslog, at der skulle ske noget mere. De ville samle penge ind og donere beløbet til en frivillig forening. Valget faldt på DBO, fordi mange af mændene er eller har været pårørende til en brystkræftramt kvinde. Vi fik trykt særlige T-shirts, hvor firmaer kunne købe plads til deres firmanavne på bagsiden, og det resulterede i, at vi kunne overrække en check til DBO på 40.000 kr., fortæller Thomas Unterschlag.

DBO’s formand Randi Krogsgaard modtog den store check i håndboldkampens pause, og hun takkede Club 60+ for at støtte foreningen og sagde, at hun var rørt over den flotte gestus. Den lokale DBO-kreds Aarhus deltog også i arrangementet og sad godt placeret i hallen, hvor de udover checkoverrækkelsen også overværede, at hjemmeholdet tabte med et enkelt mål scoret i kampens sidste minut.

 

Det næste nummer af dbobladet bringer en længere artikel om Club 60+ og deres donation til DBO.