Frugt til teenageren mindsker risikoen for brystkræft

Frugtsalat webEn ny amerikansk undersøgelse viser, at teenagepiger, der i 13-18 årsalderen spiser tre stykker frugt om dagen, sænker deres risiko for senere i livet at få brystkræft med 25%.

I undersøgelsen har forskere fulgt 90.000 amerikanske sygeplejersker i 22 år. Kvinderne har svaret på spørgeskemaer om deres indtag af frugt og grønt i forskellige perioder af deres liv, og det er blevet sammenholdt med forekomsten af brystkræft blandt kvinderne. Sammenhængen mellem et højt indtag af frugt og lavere risiko for brystkræft er markant, siger seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse, Anja Olsen, til cancer.dk.

– Det er svært at indsamle gode oplysninger omkring kostvaner, der ligger langt tilbage, men dette er et fornuftigt studie, som understreger, at det er sundt at spise frugt og grønt. Det betyder noget, hvordan man lever, også når man er helt ung.

Frugt1 webEn forklaring kan være, at brystvævet kan være særligt følsomt for kræftfremkaldende stoffer i puberteten og det tidlige voksenliv. De kvinder i undersøgelsen, der spiste mest frugt, havde desuden en sund livsstil, da de var teenagere. De røg mindre og drak mindre alkohol, samt spiste mere fiber.

Undersøgelsen viser også en lavere forekomst af type 2-diabetes og hjertekarsygdomme blandt de kvinder, der spiste mest frugt, og det er indirekte med til at støtte kvaliteten af spørgeskemaerne, skriver forskerne.