DBO-kreds Sønderjylland fik brugbare tøjtips

Alice Timmerman Sønderborg3 webAlice Timmerman er uddannet tøjekspedient og stilspecialist og har stor erfaring i at hjælpe alle slags kvinder med at finde deres personlige tøjstil, som de kan bygge videre på.

Hun har også erfaring i at hjælpe kvinder, der har eller har haft brystkræft, med at føle sig godt tilpas i deres tøj. Derfor inviterede DBO-kreds Sønderjylland hende til at komme på besøg i kredsen d. 6. oktober og give publikum gode og simple tøjtips.

Alice Timmerman Sønderborg1 webDet var en rigtig god aften, hvor Alice Timmerman gav alle fremmødte kvinder personlige tips med hjem.

Ifølge Alice Timmerman kan kvinder, der mangler et bryst, føle sig skæv i kroppen både med og uden protese. Også selv om de måske ikke er det. De kan også føle, at andre mennesker stirrer på overkroppen, selv om det ikke er tilfældet. Men følelsen kan være nok, og Alice Timmerman har gode råd til, hvordan du kan klæde dig, så du ikke tiltrækker opmærksomhed til de områder på kroppen, hvor du ikke ønsker det.

Alice Timmerman Sønderborg4 webHvis du er skæv, fordi du midlertidigt mangler et bryst, behøver du ikke at skjule dig i lag-på-lag tøj i den periode. Ensfarvet kropsnært tøj gør det mere synligt, at der mangler et bryst i den ene side – især hvis det er en T-shirt i lyse farver. I stedet kan du bære en overdel med mønster eller i dyreprint, som er ret moderne. Du kan også bære et tørklæde, der vil tiltrække opmærksomheden. Hvis du døjer med hedeture, kan tørklædet rulles, så det ikke føles så stort og varmt.

Du kan også bære halskæder, der ikke er for lange, så folks blik automatisk vil rettes mod smykket. Bryder du dig ikke om tørklæder eller smykker, kan det også være en mulighed at bære briller med farvet stel.

Alice Timmerman Sønderborg2 web– Mit bedste råd er, at du skal holde fast i den del af din tøjstil, som du er glad for. Hvis du har mod på det, kan du ændre lidt hen ad vejen og dermed opfriske din stil. Det vigtigste er, at vi føler os godt tilpas i det tøj, vi har på, for det kan andre se på os. Når du finder din stil, undgår du også en masse fejlkøb fremover, og du kan nøjes med at supplere lidt op i din basisgarderobe, siger Alice Timmerman.

Læs mere om DBO-kreds Sønderjyllands kommende arrangementer her.

Foto: Ulla Lynge, DBO-kreds Sønderjylland