Gåture mindsker risikoen for brystkræft

Gåtur strand webNu er der endnu en god grund til at snøre traveskoene – også i juledagene, for Kræftens Bekæmpelse skriver, at gåture mindsker risikoen for brystkræft.

En times gåtur om dagen kan sænke risikoen for brystkræft med 14% hos kvinder efter overgangsalderen. Og flere timers motion mindsker risikoen endnu mere. Det viser en ny undersøgelse fra The American Cancer Society, som har fulgt 73.000 kvinder i 17 år og registreret, hvor aktive de var, og hvilken motion de dyrkede.

De mest aktive kvinder i undersøgelsen kunne mindske deres risiko for brystkræft med 25% i forhold til de mindst aktive. Selv om tidligere undersøgelser har vist, at motion kan mindske risikoen for en lang række sygdomme, herunder kræft, har det været uvist, om gåture havde en effekt. Men det tyder det altså på ifølge den nye undersøgelse.

– Det bekræfter os i, at fysisk aktivitet har betydning for forebyggelse af kræft – som her brystkræft hos kvinder efter overgangsalderen. 30% af danskerne bevæger sig for lidt, så der er meget at hente. Denne undersøgelse understreger, at der ikke skal så meget til, men selvfølgelig også, at jo højere intensitet, desto bedre effekt. Det gælder blot om at finde en motionsform, der passer én. Det kunne være gåture eller at bruge cyklen som transportmiddel, siger Gitte Laub Hansen, der er projektchef for fysisk aktivitet og kost hos Kræftens Bekæmpelse.