Dorrit kæmpede mod dårlige odds

Dorrit Stehr webDorrit Stehr fik i 1998 i en alder af 39 år konstateret brystkræft. Det ene bryst skulle fjernes allerede mandagen efter, hun fik diagnosen.

– Jeg blev meget chokeret, men valgte at fortælle mine kolleger om sygdommen. Det var vigtigt, at de ikke blev bange for at tale med mig eller bange for at stille spørgsmål, fortæller Dorrit.

Gik i sort
Da Dorrit vågnede efter operationen, havde hun fået transplanteret hud fra låret, fordi alt brystvæv helt ind til ribbenene blev fjernet, da kræften havde spredt sig dertil. Det var en traumatisk oplevelse.

– Overlægen sagde, at jeg havde 30% chance for at overleve. Dér gik jeg i sort. Jeg lukkede mig inde i mig selv og hørte ikke, hvad lægen sagde, fortæller Dorrit. Hun fik den skrappeste kemoterapi, der fandtes dengang og mistede alt sit hår, var søvnløs, kastede meget op og havde ingen appetit.

– Jeg tabte mig meget. Det føltes som om, alt inde i min krop var ved at springe, husker hun.

Dorrit tog udgangspunkt i den 30% chance, hun havde for at overleve. Hun så muligheder frem for begrænsninger.
– Efter at have ligget i sengen den første uge, stod jeg op og lavede god mad. Jeg indtog mange grøntsager, kosttilskud, fik noget frisk luft og styrkede mit immunforsvar. Derudover fik jeg jævnligt akupunktur, og det var godt for min krop.

Selv om Dorrit forsøgte at være så positiv som mulig, var det en hård tid for familien.
– Jeg blev indimellem bange for, at jeg ikke ville overleve, og hvad så med familien? Vi blev nødt til at tage stilling til, hvad vi skulle gøre med økonomien og huset, hvis jeg ikke overlevede, siger Dorrit, der fik støtte af familie og venner.
– Som min mand siger, så sidder kærligheden jo ikke i et bryst.

Ikke en nem kunde
Man kan føle, at en stor del af ens kvindelighed forsvinder, når man får fjernet et bryst. Det kan Dorrit, der selv har protese, sagtens sætte sig ind i.
– Når kvinder går forbi mig med pæne bryster, kan jeg godt blive lidt misundelig. I Sahvas butik i Roskilde hjalp de mig med at finde de rette proteser, så jeg kunne føle mig som en kvinde igen, selv om jeg var skeptisk i starten. Man skal ikke kunne se, at jeg har en protese – i hvert fald ikke med tøj på. Jeg var ikke den nemmeste kunde til at begynde med.

Kræftfri
Under et kontrolbesøg i maj 2010 fik Dorrit at vide, at hun er kræftfri.
– Jeg blev enormt lettet og glad. Men det var også en mærkelig følelse, for den årlige kontrol gav mig en form for tryghed. Jeg følte, at min livline forsvandt og havde brug for lidt tid til at bearbejde den gode nyhed. I dag føler jeg mig priviligeret over at være i live og have oplevet min 50- års fødselsdag. Det var den bedste dag i mit liv!

Tekst og foto er fra Sahva.